Hvad er en almen bolig

Begrebet "almen bolig" er samlebetegnelse for tre forskellige boligtyper -  almene familieboliger, almene ældreboliger og almene ungdomsboliger.

Almene boliger opføres og drives af almene boligorganisationer. Dog kan almene ældreboliger også opføres og drives af kommuner, regioner og selvejende institutioner.

Der er i alt ca. 750 almene boligorganisationer med i alt ca. 7.700 afdelinger, som drives på et nonprofit-grundlag. Der er i alt ca. 550.000 almene boliger, hvilket svarer til ca. 20 % af den samlede boligmasse. På boligportalen, www.DanmarkBolig.dk, findes en præsentation af boligorganisationernes 550.000 almene boliger og hvilken boligorganisation du skal skrives op i, for at leje den pågældende bolig, du ønsker.

Sektoren skal sikre et varieret udbud af boliger, der er til at betale for befolkningsgrupper med forskellige økonomiske formåen. Det sidstnævnte formål har også betydning i større byområder med stor boligefterspørgsel. Her kan den almene boligsektor være den eneste mulighed for, at befolkningsgrupper med mere beskedne lønindkomster kan bosætte sig i de centrale byområder.


Almene familieboliger

Almene familieboliger er den største gruppe af almene boliger. I hele landet er der ca. 480.000 almene familieboliger, hvilket svarer til godt 20 % af den samlede boligmasse i Danmark. Fælles for de almene familieboliger er, at de modtager offentlig støtte.

Almene familieboliger drives af almene boligorganisationer, hvis formål er at opføre, udleje, administrere, vedligeholde og modernisere almene boliger med tilhørende fællesfaciliteter. Det almene boligbyggeri reguleres efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger mv. De almene familieboliger er reguleret gennem lov om almene boliger mv. og lov om leje af almene boliger.


Jeg ønsker en almen familiebolig

Ønsker du en almen familiebolig, skal du skrives på venteliste i en af de mange almene boligorganisationer.

I visse områder af landet skal du dog være opmærksom på, at der kan være meget lang ventetid - se Glostrup Boligselskabs ventetider. Derudover kan du undersøge, hvorvidt der er indgået aftale om fleksibel udlejning i den kommune, du ønsker at bo i.

Hvorfor er ventelisten så lang?

Der er mange årsager til, at ventelisten til en bolig kan være lang. En af dem er de stigende priser på ejerboliger, der betyder, at færre flytter fra de almene boliger. Derudover bliver der i gennemsnit færre og færre personer pr. husstand, hvilket også medfører en øget efterspørgsel.


Kan jeg skrive mit barn op?

Ja, du kan skrive dit barn op fra dets 15 års fødselsdag. Husk at betale administrationsgebyret for ikke at blive slettet fra ventelisten. Det er dit ansvar at betale til tiden, meddele flytning mv.

Kan jeg få hjælp af kommunen?

Kommunerne har mulighed for at beslutte, at et antal almene familieboliger i kommunen skal stilles til rådighed for løsning af påtrængende boligsociale opgaver. Og du kan derfor søge om at få hjælp til at finde en almen familiebolig hos din kommune.

Har du søgt om kommunal anvisning vurderer kommunalbestyrelsen, hvorvidt dit boligbehov er så påtrængende, at du kan få stillet en bolig til rådighed. Anvisningen kan også ske under hensynstagen til beboersammensætningen i det område, der anvises til. Med mindre helt særlige forhold gør sig gældende, kan afgørelsen ikke påklages til anden administrativ myndighed.



Regler om almene boliger

Det almene boligområde er reguleret af love og regler, der er vedtaget i Folketinget. Disse love og regler har til formål at sikre en forsvarlig, effektiv og hensigtsmæssig drift af de almene boliger.

Desuden er det ved lov fastlagt, at det er beboerne i de almene boliger, der bestemmer gennem regler om beboerdemokrati. Den enkelte beboer har derfor en vidtgående indflydelse, der strækker sig fra egen bolig til den afdeling man bor i og op til ledelsen af den boligorganisation, man hører under.


Opdateret 28-01-2014


Glostrup Boligselskab

Bryggergårdsvej 2B
2600 Glostrup

  (+45) 43 96 28 86
  gb@gb.dk

CVRnr. 65 12 32 15


Persondata

Telefon- og åbningstider

Beboerservice, Bryggergårdsvej 2 B

Telefontid
Mandag, tirsdag og onsdag 10.00-12.00
Fredag 9.00-11.00

Personlig henvendelse
Mandag og onsdag 13.00-14.00
Torsdag 14.00-17.00

Driftskontor, Stubben 5

Telefontid
Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag 10.00-12.00
Fredag 9.00-11.00

Personlig henvendelse
Mandag og onsdag 13.00-14.00