Cookies

To praktikanter styrker organisationen i Dansk Kegle Forbund

1/26/2026 5:42 PM |  Kegler.dk |  Katja Bødtger

I foråret 2026 er Alexander Thestrup og Philip Rysbakke Koch praktikanter hos Dansk Kegle Forbund. De skal blandt andet undersøge målgrupper og arbejde med markedsføring, aktivering og events.


Det er ingen hemmelighed, at der er nok at tage fat på, når man arbejder med at skabe synlighed om keglesporten i Danmark– og understøtte klubbernes arbejde for at fastholde og tiltrække medlemmer.

Derfor er det en stor glæde, at udviklingskonsulent, Katja Bødtger, i de kommende måneder får selskab af to studerende, som kommer til at assistere Katja, arbejde med egne projekter og analysere data, som kan danne grundlag for strategiudvikling.

Både Alexander og Philip studerer markedsføringsøkonomi på Erhvervsakademi København, og her er et tre månederspraktikforløb en del af uddannelsen.

Et forløb, som de to herrer altså afvikler hos DKeF.


Foreningslivet helt tæt på

Begge praktikanter har erfaring fra foreningslivet, da de har spillet fodbold i Vallensbæk og Brøndby stort set hele livet.

Legen med kuglen kender de altså - men nu skal keglesportens regler og teknikker terpes, hvilket de allerede har kastet sig over med stor ildhu.

“Jeg har altid interesseret mig for sport i bred forstand og går meget op i at sætte mig ind i de forskellige sportsgrene, både i forhold til, hvordan det fungerer og nyheder indenfor en lang række sportsgrene,” fortæller Alexander.

“Jeg kender foreningslivet fra fodboldverdenen, hvor vi har løftet i flok med frivilligt arbejde og den slags. Det er også gennem foreningslivet, jeg har fået mange af mine tætte venner, så det har helt klart haft en stor betydning for mit liv,” fortæller Philip.


Fra teori til virkelighed

På markedsføringsøkonomiuddannelsen lærer man at udvikle markedsføringsstrategier, forstå forbrugernes adfærd og bruge både digitale og traditionelle medier. Nu ser de studerende frem til at gå fra teori til praksis – og sætte deres viden i spil i en levende organisation som DKeF:

”I min praktikperiode hos DKeF, håber jeg fordet første bare at have en rigtig god oplevelse med nogle søde kollegaer. Derudover forventer jeg, at jeg lærer en masse, og at jeg kan suge til mig af mine kollegaers erfaring. Så håber jeg også, at jeg får lavet noget arbejde som kan hjælpe med at løfte keglesporten og generelt lære en masse om sporten og klubberne,” fortæller Philip, som suppleres af Alexander:

“Jeg synes, det er super fedt, at vi har mulighed for at blive involveret og tage hånd om de problematikker og arbejdsopgaver, man sidder med inden for keglesporten. På den måde lærer man også ting, som man ikke kan lære ved at læse en bog i skolen. Det giver meget at komme ud og stå for et event eller møde nye mennesker, hvor det bliver meget mere virkelighedsnært, og det man laver rent faktisk bliver brugt til noget i praksis.”


Klare fokuspunkter

Praktikanterne er allerede i fuld gang og er ved at udarbejde designs til flyers, lave bud på, hvordan et familie-event kunne se ud og meget mere. Konkrete opgaver, som både Alexander og Philip glæder sig til at udfolde og udvikle i den kommende tid:

 

“Vi får et særligt fokus på familiesegmentet,og hvordan vi kan få flere yngre ind i keglehallerne. Det vil derfor hele tiden være et fokuspunkt i forbindelse med opgaver at skabe et øget kendskab til sporten og kombinere teori med praksis i forbindelse med løbende events,fremlæggelser og markedsføringstiltag,” fortæller Alexander.

 

“Vi vil prøve at sikre, at keglesporten får en frisk start. Vi kommer også til at lave en masse analysearbejde for at finde ud af, hvad vi som forbund kan gøre for at gøre sporten endnu mere indbydende,og hvad vi kan gøre i samarbejde med klubberne for at skabe det bedste fællesskab og miljø,” siger Philip.

 

Hvis din klub har en idé eller spørgsmål, der skal drøftes, så tøv ikke med at kontakte Alexander Thestrup på ath@kegler.dk eller Philip Rysbakke Koch på prk@kegler.dk


Philip øverst og Alexander på billedet nederst:










 
Delete item?