Cookies

Formandsskifte på vej: Nye kræfter står klar

1/9/2026 12:44 PM |  Kegler.dk |  Katja Bødtger

En ny formand og næstformand skal vælges til DkeFs årsmøde i april, og flere gode folk har allerede meldt sig klar til at fortsætte arbejdet med et løfte keglesporten til nye højder.

Når Dansk Kegle Forbund den 25. april afholder årsmøde, bliver det i samme omgang et farvel til formand Niklas Lykke Rejnstrup, som stopper på posten.

Niklas har set sig nødsaget til, at hellige sig tiden til familielivet og sit arbejde. Der skal i den forbindelse lyde en stor tak til Niklas for indsatsen!

Næstformand Thomas Jensen står klar til at overtage formandsskabet, såfremt han vælges, mens ny næstformand kan blive Christian Schrøder, som stiller op til den post.

Christian har gennem mere end 25 år været en del af det danske keglemiljø, og han håber, at han kan komme med idéer og tanker, som kan drive sporten fremad og ud over rampen i de kommende år:

- Det skal gøres mere interessant for nye at blive en del af kegleklubberne. Promoveringen af sporten er vigtig, så vi skal prøve at sætte det fast i erindringen hos folk, så man kan relatere det til noget og nogen. Det kan gøres på mange måder, og jeg håber, vi kan få klubberne og de frivillige med på nogle kreative tiltag, fortæller Christian Schrøder.

Han spiller i dag selv i Lyngby, men startede i Haslev, hvor et tilfældigt møde trak ham ind på keglebanerne.

– Jeg var afsted i Haslev med mit mellemste barn, som spillede bordtennis, og så var der en af de andre forældre, som tog mig med ind på Haslevs keglebaner. Keglespillet skulle prøves og så blev jeg bidt af det. Siden har jeg både spillet serie og division, fortæller Schrøder, som gennem årene har været ganske aktiv i foreningsøjemed og tidligere været en del af flere arbejdsgrupper i forbindelse med keglesporten.

- Klubudvikling er meget interessant. Det kan være svært at få det effektueret, fordi der er mange bremseklodser, men vi skal turde tænke nyt, der skal være noget fremdrift, og vi skal som forbund prøve at gøre det så let for de frivillige at bidrage og engagere sig som overhovedet muligt, fortæller Christian Schrøder.

Årsmødet afholdes den 25. april 2026 på Hotel Scandic i Odense.








 
Delete item?