Cookies
Badminton Photo

Danske nederlag i begge Hong Kong Open-finaler

11/26/2017 9:19 AM |  XXBadminton DK res |  Jonas Rasmussen
Det blev desværre til nederlag for både Mads Pieler Kolding/Mads Conrad-Petersen og Christinna Pedersen/Mathias Christiansen på finaledagen ved Hong Kong Open.

2-2. Det var den indbyrdes stilling mellem Mads Pieler Kolding/Mads Conrad-Petersen og Kevin Sukamuljo/Marcus Gideon inden dagens herredoublefinale ved Hong Kong Open.

Danskerne spillede ikke godt i første sæt, hvor intet lykkedes for dem, og Kevin Sukamuljo/Marcus Gideon rykkede hurtigt foran med 9-3 og 15-5, før de afgjorde det med 21-12. 

I andet sæt fik danskerne løftet deres spil og kunne gå foran til ophold, men i sidste ende måtte de sig slået til et bedre par med 12-21, 18-21. Dermed lægger verdensetterne sig foran med 3-2 i den indbyrdes stilling mellem de to par.

- De var bedre end os, og det må vi bare acceptere. Mads og Mads kommer til at spille på Kevin ind over nettet, og det duer ikke. Vi skulle have spillet mere på Gideon, men det gjorde vi slet ikke i første sæt. Det er ret simpelt. Kevin skal have bolden så lidt som muligt. I andet sæt spiller Mads og Mads klogere, men lige så snart de spiller ind over nettet, så bliver de straffet. De spiller taktisk klogere i andet sæt, og så spiller vi lidt mere op med dem. Det er flot, at de kommer i finalen, og det skal de være stolte af, men vi tabte til nogle, der var bedre end os i dag, siger elitecentertræner Thomas Stavngaard 

Mads Pieler Kolding/Mads Conrad-Petersen stod for tredje gang i karrieren i en Superseries-finale. De har dog stadig deres første Superseries-titel til gode, da de heller ikke formåede at vinde India Open og French Open i 2015. Kevin Sukamuljo/Marcus Gideon har nu vundet seks Superseries-titler i år.


Finaledagen lagde ud med dansk deltagelse, hvor Christinna Pedersen/Mathias Christiansen for anden søndag i træk mødte Zheng Siwei/Huang Yaqiong i mixeddouble-finalen. Ved China Open tabte danskerne 15-21, 11-21, og i dag blev det desværre også til et nederlag. Denne gang 15-21, 13-21.

- Vi havde en masse information med i posen fra vores seneste møde, men de er bare knivskarpe. I dag prøvede vi at gøre nogle ting, der var anderledes, men det vinder vi ikke på. Vi må også bare tage hatten af for kineserne, de spiller super skarpt og hurtigere end os, siger Stavngaard og sætter nogle ord på de to uger i Asien, som den nye danske mixeddouble har været igennem. 

- Det har været rigtig sjovt, og jeg lærer også noget af dem. De prøver hver især at byde ind med det, de kan. De kommer jo til at blive jagtet nu. Vi bliver optaget af de andre nationer, fordi de kan se, at vi kan levere, og som jeg ser det, har de et niveau i deres spil som måske er blandt top fem i verden lige p.t. Mod de andre par er det os, der sætter dem under pres, men lige de her kinesere er hurtigere end os, siger Thomas Stavngaard.

Siwei/Yaqiong havde inden dagens finale aldrig tabt en badmintonkamp sammen, og så kom de også med to titler fra deres seneste to turneringer. Nu er de oppe på tre titler ud af tre mulige.


Nu venter der kun Superseries-finalerne i Dubai for de danske topspillere i år. Sæsonfinalerne spilles fra den 13.-17. december.






 
Need a free website?

Contact us at:

contact@OfficeTray.com
(+45) 43 47 00 14
Design Examples
Contact etc.

Delete item?