Cookies
Badminton Photo

ØV! Boe/Mogensen taber tæt finale i Frankrig

10/29/2017 7:30 PM |  XXBadminton DK res |  Stine Greve


Mathias Boe og Carsten Mogensen missede muligheden for at sikre sig karrierens 17. Superseries-triumf, da de tabte finalen i French Open 19-21, 21-23 til Lee Jhe-Huei/Lee Yang.


Det blev desværre ikke til dansk triumf i Paris, da Mathias Boe/Carsten Mogensen spillede finale ved Superseries-turneringen French Open. Danskerne var oppe mod Lee/Lee fra Taiwan, som snuppede sejren 21-19, 23-21, og det ærgrer naturligvis den danske landstræner Jakob Høi.


- Vi føler ikke, at vi leverer en 100% indsats, og det er skuffende. Vi får ikke spillet det spil, vi kan, og vi synes faktisk at vi bliver for langsomme i et forsøg på at spille nogle af de huller, der er i deres spil. Det er ikke tilgiveligt, at vi tager vores egen styrke væk, men vi kommer simpelthen til at spille for langsomt og for forsigtigt, siger han og fortsætter.


- Hvis vi vil vinde på det her niveau, så skal vi selv gå ind og lave noget, og så skal vi bruge det, vi har. Det får vi ikke gjort, og vi spiller som om, vi har håndjern på i dag.


Det stod hurtigt klart, at Lee/Lee var i stand til for alvor at udfordre de danske stjerner og tvinge dem til at søge alternative løsninger. Det blev tydeligt, at Boe/Mogensen havde det svært med det, da taiwanerne trak fra midtvejs i første sæt og holdt fast i føringen til sætsejr 21-19.


- Når man skal lave noget, der er uden for ens vaner og bruge tid på at tænke på at slå bolden et nyt sted hen, så kan det godt gå i benene. Vi kommer til at stå stille og kigge på spillet i stedet for at løbe ind i spillet. Vi stod simpelthen for stille på forbanen i dag, og det blev vi straffet for, siger Høi.


Klik her for at se alle dagens resultater fra finalerne i French Open!

I andet sæt kom Boe/Mogensen foran 9-6, men ved ophold var Lee/Lee blot et enkelt point bagud. Det var også dem, der kom bedst ud efter opholdet og sikrede sig en føring på 17-14. 


Foran 20-19 havde danskerne en enkelt sætbold, men Lee/Lee holdt hovederne kolde og fik spillet sig ud af problemerne. På deres anden matchbold slog de til og sikrede sig deres første Superserie-titel.


Den missede sætbold ærgrer naturligvis landstræner Jakob Høi, men ifølge ham, skal der kigges lidt dybere end dén, for at finde årsagen til dagens nederlag.


- Vi kan godt snakke om dén der bold, hvor vi havde chancen, men vi har jo 40 bolde i hvert sæt, så vi bør slet ikke være i en situation, hvor de andre har matchbold. Vi ærgrer os over den bold, hvor det kunne være afgjort, men det er jo ikke den bold, der afgør kampen, det er tilgangen til spillet i dag, siger han skuffet.


Boe/Mogensen har tidligere vundet French Open tre gange, senest i 2016, men det lykkedes altså ikke for dem forsvare titlen fra sidste år og dermed vinde deres fjerede titel i Paris. Kom igen!







 
Need a free website?

Contact us at:

contact@OfficeTray.com
(+45) 43 47 00 14
Design Examples
Contact etc.

Delete item?