Mathias Boe og Carsten Mogensen havde i dag muligheden for at blive de første europæere til at vinde Indonesia Open i herredouble, men en kinesisk mur i form af Li/Liu kom i vejen, da de besejrede danskerne 21-19, 19-21, 21-18.
Det blev desværre ikke til en historisk sejr for Boe/Mogensen i dag, og ifølge landstræner Jakob Høi er det lidt af en kamel at sluge for en skuffet dansk lejr. Især fordi, der blev truffet forkerte beslutninger, når dueller skulle afgøres.
- Skuffelse, tomhed, frustration og irritation er nok de ord, der betegner stemningen hos os bedst lige nu. Vi kan godt snakke, og der er god tone, men vi meget, meget skuffede. Jeg synes, der sker nogle rigtige gode ting inde på banen, og vi finder nogle gode løsninger, men der mangler noget mentalt overskud til at træffe de rigtige beslutninger. Vi træffer nogle forkerte beslutninger, når vi har overtaget i duellerne og skal til at vinde pointene, siger Høi.
Danskerne fik ellers en flyvende start på første sæt og kom hurtigt foran 5-0, hvilket blev vekslet til en 11-5 føring ved ophold. Herfra begyndte kineserne at sætte sig mere og mere på servesituationen, og det gav danskerne problemer.
Stille og roligt kom kineserne tilbage i sættet, og ved 14-13 var de foran første gang. På trods af, at Boe/Mogensen fik udlignet til både 18-18 og 19-19, var det hele tiden Li/Liu der var i teten. På deres første sætbold lukkede kineserne sættet 21-19.
Den kinesiske dominans fortsatte fra andet sæts begyndelse, og til tider virkede det som om, at det var den kinesiske mur, der stod på den anden side af nettet. På få minutter havde Li/Liu sikret sig en føring på 9-3, men så begyndte danskerne igen at røre på sig.
Et flot comeback gjorde, at Boe/Mogensen kun var bagud med et enkelt point ved ophold. Spillemæssigt kom danskerne bedst ud fra opholdet, men lidt uheldige danske fejl og et par kinesiske mirakelredninger skabte et minimalt kinesisk forspring.
På imponerende vis fik Boe/Mogensen indhentet føringen og bragte sig foran 20-18. På den anden sætbold holdt Boe fast i angrebet ved nettet, fik afgjort bolden til dansk sætsejr 21-19 og fremtvang dermed et tredje sæt.
Klik her for at se resultaterne fra dagens øvrige tætte og spændende finaler i Indonesia Open.
Det afgørende sæt startede meget lig andet sæt. Li/Liu kom bedst fra start og fik skabt sig en føring, men Boe/Mogensen fik ædt sig stille og roligt tilbage og var bagud 9-11 ved ophold.
Efter opholdet blev det meget tæt, og da det hele skulle afgøres, var den kinesiske mur atter tilbage på den anden side af nettet. Gang på gang fik kineserne på imponerende vis reddet sig ud af de mest umulige situationer ved hjælp af deres fremragende defensiv.
Foran 20-16 havde Li/Liu deres første matchbold, men den fik danskerne afværget. Boe/Mogensen kom også på 18-20, men så gik den desværre ikke længere for den danske herredouble.
Ifølge Jakob Høi var der en særlig grund til, at kineserne var i stand til at få skrabet så meget tilbage over nettet særligt i tredje sæt.
- Det kan godt være, at det er fantastisk, det de får tilbage, men det er ikke helt vildt overraskende. Hvis man kender vores oplæg, så ved man, at de sidste to slag, de faktisk ikke er placeret der, hvor det var aftalen. Når de lavede point, som så godt ud, så var det altså vores egen skyld. Resultatet i dag er skuffende, men vi er stolte af det, vi fik ud af den her uge, slutter Høi.
Dermed blev det ikke i denne omgang, at Mathias Boe og Carsten Mogensen blev de første europæere til at vinde Indonesia Open i herredouble, men vi håber på, at de snupper den næste år i stedet for!