Cookies
Badminton Photo

Verdens bedste herredouble trodser buh-råb og er finaleklar i Indonesia Open

6/17/2017 4:57 PM |  XXBadminton DK res |  Stine Greve


Efter sejr i tre sæt i semifinalen over indonesiske Fajar Alfian og Muhammad Ardianto på 21-17, 18-21, 21-12 kan Mathias Boe og Carsten Mogensen nu se frem til at skulle spille finale i morgen i Indonesia Open.


Den danske herredouble har indtil nu haft en rigtig god uge. Da verdensranglisten blev opdateret i torsdags, overtog Boe/Mogensen førstepladsen, og i dag spillede de sig i finalen ved den store Superseries Premier-turnering Indonesia Open. 


Landstræner Jakob Høi er naturligvis tilfreds med finalepladsen, men især også med danskernes indstilling turneringen igennem.


- Jeg er glad for, de at lærer i løbet af kampen. De har været utroligt disciplinerede i løbet af den her turnering i forhold til at lære af de aftaler, der har været lavet. På den måde har de bakket hinanden utroligt godt op taktisk på banen, og det synes jeg, er det, der har kendetegnet dem. De har også haft en ro, de har ikke været overgearede, og der har ikke været vrede og frustration. Det betyder meget for, hvordan man spiller, siger Høi.


Se resultater fra dagens øvrige semifinaler fra Indonesia Open her.

Dagens modstandere, indonesiske Alfian/Ardianto, havde fordel af støtten fra et yderst veloplagt hjemmebanepublikum, og ved ophold i kampen bragede der den ene indonesiske slagsang ud af hallens højtaleranlæg efter den anden. Ifølge Høi havde det dog langt fra en negativ betydning for danskerne.


- Da vi bliver præsenteret og går på banen, der buher de jo faktisk af os, og de buher, når vi server, så de gør alt hvad de kan, og det synes vi er fantastisk. Det er et hårdt publikum, og hvis man laver et fejlslag, jamen så griner de og hygger sig, siger Høi og fortsætter.


- Boe og Mogensen har gået og smilt lidt i dag og glædet sig til at skulle ind i heksekedlen. De ved, at de indonesiske modstandere i dag faktisk bliver lidt nervøse, når de har så meget opbakning. Det har de hygget sig lidt med. Indonesien er den bedste kulisse, og mod et kinesisk par i morgen, der kan det være, at det har vendt sig, og at de er på vores side.


Efter en lige start på kampen rykkede danskerne fra mod slutningen af første sæt, som de sikrede sig 21-17. Andet sæt blev desværre indledt med lidt for mange fejl fra de danske ketchere, mens indoneserne holdt hovedet koldt. Til stor begejstring for hjemmepublikummet resulterede det i indonesisk sætsejr på 21-18.


I tredje sæt var det Boe/Mogensen i teten fra start, og lynhurtigt var de foran 11-4. På det tidspunkt var kampen mere eller mindre afgjort, men indoneserne kæmpede heroisk videre. De rutinerede danskere lukkede dog aldrig de unge udfordrere ind i kampen igen, og de spillede sikkert sejren i hus med 21-12 i afgørende sæt.


Dermed får Boe/Mogensen mulighed for at sætte kronen på værket i morgendagens finale og på den måde afslutte en fantastisk uge med en sejr i en af sæsonens største turneringer!


Du kan se finalerne fra Indonesia Open i morgen søndag på TV2 Sport fra kl. 10.00, og vi håber naturligvis på dansk succes og sejrsdans!


KOM SÅ DANMARK!







 
Delete item?