Cookies
Badminton Photo

Enighed: EM i Kolding var en succes

5/1/2017 10:08 AM |  XXBadminton DK res |  Jonas Rasmussen
Gårsdagens finaler afrundede en uge med badminton i topklasse, og hos arrangørerne er der bred enighed om, at det netop overståede badminton EM i Kolding var en succes. 

Badminton Danmark, Badminton Europe, Kolding Kommune, Trekantområdet Danmark og Sport Event Denmark ser alle tilbage på seks intense, spændende og oplevelsesrige dage ved badminton EM i Kolding, som i går kulminerede med 2 danske guldmedaljer, 3 sølvmedaljer og 5 bronzemedaljer.

- At vi, allerede før EM startede, havde udsolgt til finalerne, og at vi også fik udsolgt til lørdagens semifinaler viser den store interesse for at opleve internationalt topbadminton i Danmark og lokalområdet. Foruden en unik event oplevede vi også flere rigtig stærke præstationer af de danske badmintonspillere, der samlet set leverede et godkendt sportsligt resultat. Kolding Badminton Klub og alle de frivillige leverede i den grad også en stærk præstation, og vi er meget taknemmelige for deres store engagement og indsats, for uden deres hjælp kunne det slet ikke lade sig gøre at gennemføre en sådan event på dansk jord, siger Badminton Danmarks adm. direktør, Bo Jensen. 
Hos Sport Event Denmark glæder man sig også over den store opbakning til eventen og samarbejdet mellem arrangørerne.

- Badminton er noget man ser på hjemmebane i Kolding. Det har dette EM vist, hvor der var fulde huse i finaleweekenden. De danske spillere kvitterede med ikke færre end 10 medaljer, og jeg vil da gerne tilføje endnu en medalje til eventsamarbejdet mellem Badminton Danmark, Kolding Kommune, Trekantområdet Danmark og Sport Event Denmark, siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.
I værtsbyen beretter Koldings borgmester og formand i Trekantområdet Danmark, Jørn Pedersen, om, hvordan den gode badmintonoplevelse har spredt sig blandt byens borgere og tilrejsende. 

- EM i badminton har de seneste dage sat Kolding på verdenskortet og givet borgerne mulighed for at opleve de danske stjerner på nært hold eller for at give en hånd med som frivillige. Overalt i og omkring Sydbank Arena har jeg oplevet de mange smilende ildsjæle fra de lokale klubber, og jeg er overbevist om, at alle de tilrejsende tilskuere og spillere har oplevet samme gæstfrihed og derfor tager gode oplevelser med hjem fra Kolding, siger Jørn Pedersen, borgmester, Kolding og formand i Trekantområdet Danmark.

Det europæiske badmintonforbund, Badminton Europe, roser Badminton Danmarks setup og håber på, at der ikke går lang tid, før de to organisationer kan arbejde sammen igen. 

- En stor tak skal lyde fra Badminton Europe, for den enormt professionelle afvikling, i et fantastisk setup i Kolding. Badminton Danmarks eventteam er uden tvivl et af de allerbedste i badmintonverdenen, og vi håber på et snarligt nyt samarbejde. Derudover en stor ros til de mange frivillige, som i ugens løb har mødt de mange tilskuere, spillere og officials med åbne arme, og har været en afgørende faktor for, at alle har haft en god oplevelse ved dette EM, siger Brian Agerbak, General Secretary i Badminton Europe. 

Sammen med vores sponsorer, Yonex, Danisa, Grundfos, Mille og Holstebro Rejsecenter og vores samarbejdspartnere, Badminton Europe, Sport Event Denmark, Kolding Kommune, Kolding Badminton Klub, Trekantområdet og TV 2 Sport vil vi i Badminton Danmark gerne takke alle, der har været med til at gøre EM til en fantastisk badmintonevent. 






 
Delete item?