Cookies
Badminton Danmark

Dagens frivillige: Jeg gik over i hallen, og spurgte om de havde brug for en frivillig

4/28/2017 7:05 PM |  XXBadminton DK res |  Laura Madsen
Nina Roust Hansen, som er frivillig ’blæksprutte’, er blevet fast frivillig for Badminton Danmark ved events. Det hele startede, da hun på egen opfordring troppede op i Ballerup Super Arena før VM i badminton i 2014 for at blive frivillig. 

VM, DM, Yonex Denmark Open presented by Danisa, finalen i Badmintonligaen og nu EM kan Nina Roust Hansen skrive på sit CV som frivillig for Badminton Danmark. Siden hun opsøgte at blive frivillig for første gang ved VM i 2014, har hun deltaget i en lang række begivenheder som frivillig for Badminton Danmark. 

- Jeg spiller selv badminton, og jeg bor lige ved siden af Ballerup Super Arena. Jeg gik over i hallen, og spurgte om de havde brug for en frivillig, og så er jeg blevet hængende siden, fortæller hun. 
Nina Roust Hansen er blevet grebet af sammenholdet, hun oplever i frivillig-teamet, og den oplevelse det giver hende hver gang.

- Det giver mig en følelse af samhørighed at deltage som frivillig. Det handler om den der hygge og fællesskabet. 
Med sin blæksprutte-funktion i sekretariatet står Nina Roust Hansen for at lave akkrediteringer til alt fra spillere til pressefolk, managers og frivillige, og hun møder derfor en masse nye ansigter hele tiden. Herudover har hun en masse andre opgaver, hun tager sig af. 

- Jeg sørger for at svare på alle mulige spørgsmål, jeg hjælper alle der kommer ind og sikrer, at de får en god behandling. Jeg kan yde en service, når andre måske ikke har tid eller ressourcer til det. Jeg har efterhånden fået en betroet funktion, så det er mig, som lærer andre op i ’blæksprutte-funktionen’. 

Til daglig arbejder Nina Roust Hansen som operatør, hvor hun sidder seks timer bag en skærm. Til EM er det anderledes, for der står hun op i 12-14 timer om dagen. Det kan næsten blive en fysisk udfording, siger hun med et smil, og påpeger at der er fysioterapeuter til stede i hallen, som de frivillige også har adgang til, hvis de ikke er ved at behandle spillere.  







 
Delete item?