Lørdag blev en fantastisk dansk badmintondag i Singapore. Pedersen/Rytter Juhl fik revanche for nederlaget i All Englang-finalen, og Boe/Mogensen blev de første til at slå suverænt indonesisk par i 2017.
Når der i morgen søndag spilles finaler ved Superseries turneringen Singapore Open, bliver det med dansk deltagelse i både dame- og herredouble. De danske spillere præsterede eminent i dag til stor tilfredshed for assisterende landstræner Kim Nielsen.
- Jeg kan vel dårligt tillade mig at være andet end tilfreds, griner Kim Nielsen, og tilføjer.
- Jeg er ovenud tilfreds. Jeg er virkelig stolt over spillernes præstationer i dag, det må jeg sige. Det er svært andet end at være godt tilfreds.
På papiret så det ellers rigtig svært ud for både Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl og Carsten Mogensen/Mathias Boe i dagens semifinaler.
Pedersen/Rytter Juhl var oppe mod Lee/Chang fra Korea, som de tabte til så sent som i sidste uges Malaysia Open, mens Boe/Mogensen skulle prøve kræfter med Gideon/Sukamuljo, der indtil i dag var ubesejrede i hele 2017.
Skal du med til EM individuel i Kolding? Klik her for at sikre dig din billet!
Første danskere i aktion var damedoublen. Første sæt blev utrolig tæt, og fra 19-19 skiftedes de to par mere eller mindre til at have sætbolde. Sættet blev afgjort på dramatisk vis, da en challenge viste, at det koreanske slag, som blev dømt inde, og som ville have givet en udligning til 27-27, faktisk var ude med mindst mulig margin. Dermed blev sættet dansk med 28-26.
I andet sæt var der langt fra samme spænding om tingene. Pedersen/Rytter Juhl kørte sejren sikkert hjem med 21-11 og fik altså deres revanche for de to seneste nederlag til koreanerne.
- Det der skete i sidste uge i Malaysia var, at vi angreb for meget, men vi havde ikke plads til det, fordi vi ikke fik den store bane med. Derfor lavede vi 80-20-reglen, hvor vi 80% af tiden skal være angribende og 20% af tiden skal vi afgive, men vi træder frem i defensiven, så vi får plads på forbanen og i mellemspillet. I stedet for at forsøge at score point for tidligt, så spillede vi pointene i dag. Det gjorde pigerne rigtig godt, og det var derfor, de fik deres revanche i dag, siger Nielsen.
I Herredouble lignede det, at Sukamuljo/Gideon ville fortsætte deres imponerende stime af sejre i 2017. Efter at have vundet 21-11 i første sæt havde indoneserne kurs mod endnu en finale. Heldigvis var Boe/Mogensen som forvandlede, da andet sæt startede.
Sukamuljo, som er utrolig farlig på nettet, blev klogt holdt nede bagved så meget som muligt, så han kunne bruge en masse kræfter, og så var det ellers danskernes imponerende defensiv, der skulle bane vejen til sejr. De to indonesere blev presset på en måde, der ikke er set før i år, og den taktiske snilde fra danskerne gav pote.
- I starten af kampen kommer for vildt ud af de første 3-4 slag og angriber for hårdt på returneringerne. Det får vi rettet lidt til, og vi får justeret lidt, så vi får den store bane i spil. Vi fik defensiven med i andet og tredje sæt, så indoneserne virkelig fik lov til at arbejde for det, og det er de som regel ikke så meget for. Hvis løftene er gode og der er længde på, så angriber Sukamuljo som regel ikke hårdt. Han mister lidt interessen, tålmodigheden og disciplinen, hvis han ikke kan komme ind og afgøre boldene hurtigt, siger Nielsen.
Klik her for at se resultaterne fra alle dagens semifinaler ved Singapore Open
I andet og tredje sæt var danskerne lige så suveræne, som indoneserne var det i første, og efter 54 minutters spil kunne Boe/Mogensen som de første i 2017 fejre en sejr over Gideon/Sukamuljo. De endelige cifre lød på 11-21, 21-11, 21-14 i dansk favør, og i den danske lejr var der efter kampen naturligvis stor tilfredshed med sejren.
- De præsterer igen i dag på rigtig højt niveau, og man kan ikke andet end at være stolt af de to, det er flot arbejde, siger Nielsen.
I morgendagens finaler venter der for Pedersen/Rytter Juhl en gentagelse af OL-finalen mod japanske Matsutomo/Takahashi, mens Boe/Mogensen skal op mod kinesiske Li/Liu.
Der er lagt op til to yderst spændende finaler, og vi krydser naturligvis fingre for, at det ender med to danske titler i Singapore. Du kan se finalerne direkte på TV2 Sport i morgen søndag fra kl. 07.00.
Kom så, Danmark!