Cookies
Badminton Danmark

Danmark er kvartfinaleklar ved UEM efter sikker sejr over Norge

4/9/2017 4:54 PM |  XXBadminton DK res |  Jonas Rasmussen
Det danske U19-landshold er klar til kvartfinalerne ved UEM i Frankrig efter en 5-0-sejr over Norge.

For anden holdkamp i træk vandt Danmark 5-0 ved UEM i Mulhouse i det østlige Frankrig. Det skete på sikker vis, da de unge danske badmintontalenter leverede en magtdemonstration mod de norske ditto. 

Line Christophersen gav Danmark en lynsejr, da hun kun skulle bruge 16 minutter på at vinde 21-10, 21-7 over Vera Ellingsen.


Den kamp blev fulgt op af Karl Thor Søndergaards sejr på 21-15, 21-12, før Alexandra Bøje/Jule Dawall Jakobsen vandt 21-12, 21-3. 

De øvrige doubler sluttede holdkampen af på fornemste vis med en sejr til Paw Eriksen/Mads Thøgersen på 21-18, 21-7, mens Daniel Lundgaard/Amalie Magelund vandt 21-15, 21-14.
Det var da også en meget tilfreds Rikke Siegemund, vi fangede efter kampen.

- Det var rigtig fint i forhold til, at vi skulle vinde komfortabelt. Damedoublen gjorde det rigtig godt, selvom det var deres første kamp sammen. Nu handler det om at bygge videre på dem til de afgørende kampe. Vi kan stadig lægge niveau på vores spil, men vi skal presses lidt mere for at få det spille frem, siger U19-landstræner Rikke Siegemund.

Danmark vinder Gruppe 1 med tre sejre ud af tre mulige: 3-2 over Tjekkiet, 5-0 over Estland og 5-0 over Norge.


Hvem Danmark skal møde i kvartfinalen afgøres senere i dag ved lodtrækning. Dog vides det allerede nu, at de ikke kan møde England, Frankrig og Rusland.






 
Delete item?