Team Skælskør-Slagelse, Skovshoved og Vendsyssel er semifinaleklar i Badmintonligaen, efter de her til aften forsvarede deres føringer i kvartfinalernes returopgør.
Det holdt hårdt, men de tre favoritter klarede sig videre til semifinalerne. Efter 4-2-sejre til både Team Skælskør-Slagelse og Vendsyssel og 4-1-sejr til Skovshoved i kvartfinalernes første opgør, skulle de tre hold i dag forsøge at følge op i returopgørene og sikre sig videre avancement.
I Skovshoved kom Højbjerg aldrig for alvor tæt på, men da Kasper Dinesen først snuppede første herresingle 21-17, 17-21, 22-20 mod Emil Holst, og den unge damedouble med Alexandra Bøje/Marie Louise Steffensen dernæst, noget overraskende, slog Kamilla Rytter Juhl/Claudia Paredes 15-21, 21-14, 21-18 lurede overraskelsen alligevel en smule.
De sjællandske favoritter var dog stærkt besat og fandt tilbage på sporet. De bragte sig på 3-2, hvormed kampen stoppede, fordi Skovhoved med de 4 sejre fra det første opgør dermed samlet havde 7 sejre og altså var klar til semifinalen.
Læs også: Her er alle Yonex DM-vinderne
I Vendsyssel og Skælskør blev det noget mere tæt og spændende, da begge hold var tvunget ud i alternative opstillinger grundet skader og sygdom. Det åbnede døren for henholdsvis Odense OBK og Greve. Begge steder endte kampene 3-3, og begge steder blev anden herresingle den sidste og afgørende kamp.
I Vendsyssel gjorde Raul Must ikke det store for at trække spændingen ud, da han sikkert besejrede Frederik Kirkedal 21-10, 21-11, og sikrede Vendsyssel semifinalepladsen. Anderledes spændende blev det dog i Skælskør.
Her var mixeddoublen med Kim Astrup/Line Kjærsfeldt i aktion samtidig med Joachim Persson og Kalle Koljonen i anden herresingle ved stillingen 1-3 i holdkampen. Dermed var hjemmeholdet tvunget til at vinde begge kampe, for sikre sig videre adgang i turneringen.
Efter en lang og tæt kamp lykkedes det Astrup/Kjærsfeldt at få skovlen under Mathias Christiansen/Amalie Krogh 21-15, 15-21, 22-20, og dermed var alt presset lagt over på anden herresingle.
Her blev det også en tæt affære, hvor Joachim Persson til sidt kunne juble med holdkammeraterne efter sejr på 21-19, 22-20.
Badminton Danmark har også Twitter - den finder du her
I Solrød spillede hjemmeholdet deres første kvartfinaleopgør mod Værløse, og her sikrede værterne sig et glimrende udgangspunkt forud for returopgøret, da de snuppede en 4-1-sejr. De to hold mødes til den afgørende kamp om semifinalepladsen 20. februar i Værløse.
På trods af den overbevisende sejr var det en meget tæt holdkamp, hvor første herresingle var den eneste kamp, der ikke blev afgjort i tre sæt.
I Ligakvalifikationens anden ud af seks runder spillede Gentofte ude mod Ikast, mens Aarhus AB var oppe mod Aalborg Triton. Gentofte vandt en overbevisende 6-0-sejr, og næsten lige så overbevisende var Aarhus AB, som vandt 5-1.
Tillykke til Team Skælskør-Slagelse, Vendsyssel og Skovshoved med semifinalepladserne!