Carsten Mogensen og Mathias Boe må desværre melde afbud til Yonex DM, da Carsten Mogensen er mentalt og fysisk træt. I damesingle har Anna Thea Madsen meldt afbud, da hun stadig har problemer med en knæskade.
I morgen begynder Yonex DM, og vi glæder os til at slå dørene op i Ceres Arena i Aarhus, hvor de nye Danmarksmestre skal findes.
I herredouble får Mathias Boe/Carsten Mogensen desværre ikke mulighed for at forsvare deres titel, da det stærke par har været nødsaget til at melde afbud. Det er nemlig stadig forbundet med store mentale og fysiske anstrengelser for Carsten Mogensen både at rejse og deltage i konkurrencer. Den seneste aktivitet har medført en overbelastning, og han er derfor nødt til at tage den mere med ro for en tid. Han planlægger efter og håber på at være klar til EM for hold 15.-19. februar.
Emil Lauritzen/Andreas Søndergaard fra Ikast træder ind i turneringen i stedet for.
Herredoublekategorien er stadig yderst stærkt besat, og der bliver kamp om titlen mellem blandt andet Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding, Anders Skaarup Rasmussen/Kim Astrup Sørensen og Mathias Christiansen/David Daugaard.
Klik her for at se det slagkraftige YONEX DM-program
I damesingle har Anna Thea Madsen måtte trække sig, da hun stadig døjer med en knæskade. Her træder Mathilde Haapanen fra Lillerød ind i stedet. I denne kategori skal Line Kjærsfeldt forsøge at se, om hun kan vinde mesterskabet for tredje år i træk.
Vi glæder os til fire dage med fantastisk badminton i Aarhus!