Badminton Danmark og Danske Elitesportsudøveres Forening (DEF-sport) har indgået en ny kollektiv spilleraftale. Aftalen sikrer det gode fundament, der skal til for at vinde internationale mesterskaber og medaljer, og så skaber den tydelighed omkring de kommercielle forpligtelser parterne i aftalen har overfor hinanden. Spillernes løn- og arbejdsforhold i relation til Badminton Danmark er kommet på plads.
Det er glædeligt at kunne meddele, at en kollektiv spilleraftale for dansk badminton nu er på plads. Aftalen løber frem til 2020 og er gældende for spillere der er udtaget til at deltage i eliteprogrammet hos Badminton Danmark.
Den kollektive aftales mål er at skabe gode rammer for elitemiljøet på landsholdstræningen i Brøndby, samt at skabe en fælles forståelse for de økonomiske og kommercielle muligheder en landsholdsaktivitet indebærer og en forståelse for, at aktiviteterne skal være attraktive for både spillere og Badminton Danmark.
- Det har været vigtigt for Badminton Danmark, at vi har fået skabt en gensidig forståelse omkring de kommercielle forpligtelser, der er i forbindelse med deltagelse i vores landsholdsaktiviteter. Det synes jeg, der er klarhed over i denne aftale, og jeg er sikker på, at det i fremtiden både kommer Badminton Danmark og spillerne til gode, siger direktør i Badminton Danmark Bo Jensen.
- Det giver ro og tryghed for os spillere, at den nye aftale er på plads. Det betyder, at der er klare rammer for både det sportslige arbejde og de gensidige kommercielle forpligtelser, som vi har med forbundet, og det er jeg selvfølgelig rigtig glad for, siger formand i Spillerforeningen Badminton og bestyrelsesmedlem i DEF-sport Hans-Kristian Vittinghus.
- Vi er glade for, at vi med forlængelsen af den kollektive spilleraftale har sikret gode rammer og vilkår for badmintonspillerne frem til 2020. Løn- og arbejdsforholdene mellem badmintonspillerne og Badminton Danmark er kommet på plads. Aftalen sikrer, at både spillerne og Badminton Danmark har optimale betingelser til at udnytte de stigende kommercielle muligheder, som findes i badminton. Badmintonsporten i Danmark kan være meget, meget stolte af det, som er skabt i og omkring elitecenteret i Brøndby. Denne kollektive aftale understøtter arbejdet i elitecenteret, siger direktør i DEF-sport Mads Øland.
CustomValidator