Danmark får deltagelse i én finale i Superseries-finalerne i Dubai. Det står klart efter, at det kun var Viktor Axelsen, som spillede sig videre fra dagens semifinaler.
Danmark var den nation, som havde flest spillere i semifinalerne ved Superseries-finalerne i Dubai, da der var dansk deltagelse i fem semifinaler.
Desværre blev det kun til en enkelt dansk sejr. Den gik til Viktor Axelsen efter en flot præstation mod Son Wan Ho fra Sydkorea, som han tabte til i gruppespillet med 19-21, -21-14, 18-21 – i dag vandt danskeren 21-17, 21-19. Dermed er 22-årige Axelsen klar til sin anden finale i Dubai i træk.
- Jeg er meget imponeret over Viktors niveau. Han spiller virkelig en god kamp. Det har krævet nogle ressourcer at få ham til at tro på, at han kunne nå hertil. Men stille og roligt er spillet blevet rigtig godt, men ressourcerne er få. Nu håber og tror jeg på, at han kan tage den i morgen, siger den danske cheflandstræner, Kenneth Jonassen.
Sidste år blev det til et nederlag på 15-21, 12-21 til Kento Momota. I morgen møder han Tian Houwei, som i dag slog Jan Ø. Jørgensen. Vi håber på dansk finalerevanche til Axelsen, og at han kan sørge for en perfekt afslutning for dansk badminton i 2016.
Perfekt gik det ikke for Danmark i dag, hvor det allerede fra start ikke gik danskernes vej. Først var det Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen, som måtte se sig slået af verdensranglistens nr. 1, Misaki Matsutomo/Ayaka Takahashi med 12-21, 11-21, før de tre øvrige danske konstellationer blev slået ud.
- Der er ingen tvivl om, at jeg havde håbet på at få flere spillere igennem til i morgen, men som dagen skred frem og som vores modstandere spillede, synes jeg ikke, at der var så mange kampe, hvor vi kunne have gjort så meget mere, siger Kenneth Jonassen.
Det var fjerde gang, at de to damedoubler stod overfor hinanden, og desværre fik japanerne deres tredje sejr i år mod danskerne, som ellers slog dem på hjemmebane ved Japan Open.
Jan Ø. Jørgensen måtte også se sig slået i sin semifinale. Han tabte 17-21, 21-19, 13-21 til kinesiske Tian Houwei, som han tabte 16-21, 20-22 til i går i gruppespillet.
Heller ikke i tredje forsøg fik Danmark sikret sig en plads i søndagens finaler. Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding har vist rigtig fornuftige takter i disse Superseries-finaler, men i dag var det desværre ikke nok, da de blev besejret med 17-21, 19-21 af de førsteseedede japanere, Takeshi Kamura/Keigo Sonoda.
Selv samme cifre stod på tavlen i den efterfølgende kamp mellem Viktor Axelsen og Son Wan Ho. Denne gang var det heldigvis i dansk favør.
Dagens sidste kamp med dansk deltagelse stod mellem Joachim Fischer/Christinna Pedersen og Siwei Zheng/Qingchen Chen. Her blev det desværre også til dansk nederlag, da Yonex Denmark Open presented by Danisa-vinderne blev slået med 14-21, 18-21.
- Jeg synes, at det var en til tider utrolig velspillet og moderne mixeddouble. Kineserne spillede rigtig godt og i et højt tempo, som vi havde svært ved at følge med i gennem hele kampen. Det var en god mixeddouble, men vi manglede det sidste, siger Kenneth Jonassen.
Dermed kan flere af Danmarks bedste badmintonspillere lægge ketcheren i tasken for sidste gang i år rent turneringsmæssigt. Et forrygende år hvor de har givet os flere fantastiske oplevelser. Vi glæder os til at se dem igen i 2017 og ønsker dem en rigtig god jul og godt nytår.
Husk at du selvfølgelig kan se alle finalerne fra Dubai i morgen, når TV 2 Sport sender fra kl.10.00-16.40.
Kom så, Danmark!