Cookies
Badminton Photo

Danskerne dominerer i Dubai

12/14/2016 6:28 PM |  XXBadminton DK res |  Kristine Liv Lund-Pedersen
De danske spillere tog i dag hul på Superseries-finalerne i Dubai, og de kunne ikke have ønsket sig en bedre start. Det blev udelukkende til sejre, bortset fra i Mathias Boe og Carsten Mogensens kamp, da den danske herredouble desværre har måtte trække sig fra turnering, fordi Boe er syg.

Der er intet, der tyder på, at de danske spillere har ligget på stranden siden de i weekenden ankom til Dubai. For da Superseries-finalerne begyndte i dag, stod de alle sammen knivskarpt.

- Det har været noget nær en perfekt dag, selvom det selvfølgelig var rigtig ærgerligt med Mathias Boes sygdom. Jeg synes overall, at spillerne har været rigtig gode til at håndtere omgivelserne og holde fokus på deres eget spil. De har spillet med disciplin, og har ikke tvivlet på eget spil, selvom tingene måske ikke lige kørte, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen, der er med i Dubai.

De første i aktion tidligt i morges dansk tid var mixdoublen med Christinna Pedersen og Joachim Fischer. De to er havnet i en sand dynamitpulje, som Kenneth Jonassen kalder det. Danskerne stod de overfor turneringens førsteseedede Ko og Kim fra Korea, som de senest tabte semifinalen ved French Open til. I dag ville danskerne det dog anderledes, de vandt nemlig en tæt kamp 21-14/21-23/21-16.

- Jeg synes, de kommer rigtig flot igen, efter at have haft matchbold i andet sæt. Det viser virkelig god karakter, fortæller Jonassen.

Herefter skulle herredoublen med Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding forsøge at gøre dem kunsten efter, da de også mødte et førsteseedet par i form af japanerne Kamura/Sonoda. Danskerne dominerede dog den kamp og vandt 21-15/21-17.

- Jeg synes, de spiller virkelig godt mod et stærkt japansk par. De spiller meget positivt og holder sig virkelig flot til deres gameplan, forklarer landstræneren.

Ingen kære mor
Den danske dominans forsatte i de to næste kampe, hvor danskerne heller ikke viste nogen nåde overfor deres modstandere på den anden side af nettet.
Jan Ø. Jørgensen stod overfor Hu Yun fra Hong Kong, der var kommet med til turneringen efter afbud fra Chen Long, og den danske herresingle viste utrolig flot disciplin, da han slog ham i to sæt 21-8/21-5 på bare 23 minutter.

Samme disciplin havde Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl i deres kamp mod Hoo og Woon fra Malaysia. De sidste tre indbyrdes opgør har de to par spillet tre sæt, men i dag lukkede danskerne kampen i to sæt 21-7/21-17.

Derfor kunne Viktor Axelsen fuldende en dejlige dansk dag, da han mødte NG Ka Long Angus i sin første puljekamp. Axelsen tog overbevisende første sæt 21-13, og på trods af lidt vanskeligheder i starten af andet sæt tog han også det 21-17 på sin første matchbold.

- Vi har fået en rigtig god start, og vi står godt, men vi skal huske, at intet er afgjort endnu. Men vi er klar igen i morgen og glæder os til at spille, siger Kenneth Jonassen.

I morgen skal de danske spillere endnu engang på banen – husk at følg dem på TV 2 SPORT fra klokken 10.







 
Delete item?