Cookies

Thomas Jensen stiller op som formand: ”Keglesporten har en lys fremtid, men det kræver en fælles indsats at nå dertil”

1/29/2026 2:02 PM |  Kegler.dk |  Katja Bødtger




Når årsmødet løber af stablen til april bliver det med store emner på dagsordenen. Formand, Niklas Lykke Rejnstrup stopper nemlig, og det betyder, at nye kræfter stiller op. Her fortæller nuværende næstformand, Thomas Jensen, om sin motivation for at stille op til formandsposten i DKeF.

 

Niklas Lykke Rejnstrup har besluttet at træde tilbage som formand ved årsmødet 2026, da han har set sig nødsaget til at hellige sig tiden til familielivet og sit arbejde. Der skal i den forbindelse lyde en stor tak til Niklas for den store indsats i forbundet.

 

Det betyder udskiftning i formandsskabet, og her stiller nuværende næstformand, Thomas Jensen op.

 

Han er født ind i keglesporten – med en farfar og far, som spiller kegler, har familien præget de danske keglehaller gennem snart 50 år, og Thomas spiller i dag både Bohle og Classic i Aarhus hos Alle Ni.

 

Han startede med forbundsarbejde som bare18-årig i det tidligere Jysk Kegle Union i 2016, hvor han blandt andet sad i ungdomsudvalget i bestyrelsen. I 2021 blev han en del af Dansk Kegle Forbunds bestyrelse med ansvar for kommunikation, og siden har han også erhvervet sig posten som næstformand i forbundet.

 

Nu er tiden kommet til at prøve sig afsom formand.

 

“Jeg har altid været interesseret i udvikling og optimering. Jeg vil have, at andre oplever den glæde og det fællesskab, der er i keglesporten og tror helt grundlæggende på, at keglesporten, med dens forudsætninger og værdier, har en lys fremtid, men det kræver en fælles indsats at nå dertil. Det håber jeg, at jeg som formand kan være med til at bidrage til,” fortæller Thomas, som har masser af idéer til at udvikle sporten i fremtiden:

 

“Det er tiden til at stå sammen og løfte i flok. Så kan det godt være, at du definerer dig som classic eller bohle-spiller. Ung eller seniorer. Spillereglerne er ganske vist forskellige, men keglesportens værdier og fællesskab er gennemgående i alle grene af vores forbund. Det er det, vi skal stå sammen om, det vi skal værne om, og det, vi sammen skal sørge for, bliver ført videre til nye medlemmer,” fortæller han.

 

En fælles indsats skal løfte keglesporten

 

Thomas har samarbejdet tæt med Niklas Lykke Rejnstrup og den øvrige ledelse i forbundet i den nuværende strategiperiode, og han ser nu frem til at løfte keglesporten ind i en ny periode:

 

“Vi bevæger os i den rigtige retning, men vi er der ikke endnu. Jeg håber, at jeg kan være med til at bidrage til de sidste skridt. For mig er Årsmødet 2026 dag 1 i keglesportens nye historie. En omstrukturering af forbundet, et nyt moderne visuelt udtryk og navn og en ny retning. Vi skal se fremad, vi skal følge tiden og turde tænke i nye baner. Medlemmerne kommer ikke bare ind ad døren som før i tiden. Vi må gerne tænke tilbage på de gode gamle dage, men vi må ikke blive låst fast. For så kommer vi ikke videre,” forklarer han og håber, at medlemmerne vil bakke op om en ny,mere proaktiv tilgang til medlemsrekruttering og fastholdelse:

 

“Vi skal løfte i flok. Strategien skal ikke kun være vores. Det skal i lige så høj grad være klubbernes ejerskab. Vi som forbund skal være der for klubberne. Vi skal tættere på. Vi skal skabe muligheder, hvor der er begrænsninger. Derfor glæder jeg mig til på Årsmødet2026 at tage første skridt og præsentere initiativer, hvor vi fjerner de største begrænsninger. Det administrative, der tager tid og det økonomiske, der skaber usikkerhed. Både aktivitetsmæssigt, men også i forhold til synlighed,”siger Thomas Jensen.

 

Årsmødet afholdes den 25. april 2026 på Hotel Scandic i Odense.

 








 
Delete item?