Cookies

Denmark Open 2025: Internationalt topstævne løftede niveauet endnu en gang

11/25/2025 7:53 PM |  Kegler.dk |  Katja Bødtger

Fra den 21. til 23. november 2025 summede Grøndal Multicenter i Vanløse af liv, konkurrence og fællesskab, da Denmark Open igen samlede nogle af Europas dygtigste keglespillere. Med deltagere fra blandt andet Tyskland, Ungarn, Østrig, Estland, Polen og Danmark blev weekenden et af Classic-sæsonens absolutte højdepunkter.

Turneringen bød på både single- og pardiscipliner for herrer og damer – og der blev kæmpet til sidste kegle. En finalestruktur, hvor resultaterne fra de indledende runder fulgte spillerne med ind i søndagensfinaler, skærpede spændingen og satte barren endnu højere.

“Niveauet er steget markant”

Martin Rasmussen fra Turneringsudvalget stod i spidsen for arrangementet og ser tilbage på en særdeles vellykket weekend:

“Det hele gik rigtig godt. Spillerne virkede glade og tilfredse, og der var mange nye ansigter. Nogle af de tyske spillere er normalt Bohle-spillere, og det var fedt at se dem prøve kræfter med Classic,” fortæller han.

Der var også tydelige sportslige fremskridt:

“Vinderresultaterne minder om sidste år, men niveauet for at komme i finalen er steget med hele 19 kegler hos herrerne. Det siger noget om,hvor stærkt feltet er blevet.”

Særligt herrernes finale udviklede sig dramatisk – helt indtil sidste slag for top tre.

“2. pladsen blev faktisk afgjort på, hvem der var bedst i afrydningen. Det var virkelig tæt,” siger Martin.

Internationale stjerner – og stærk dansk indsats

Hos herrerne blev det østrigske Roman Gerdenitsch, der kunne lade sig hylde som vinder, mens Bence Kropf (Ungarn) og Matze Nüßlein(Tyskland) tog sig af de øvrige podiepladser. Danske Jonas Søskov Winding leverede en fremragende indsats og sluttede lige uden for podiet på en flot 4.plads.

I damesingle gik sejren til Karoliina Tõnisson fra Estland, mens tyskerne og ungarerne også markerede sig stærkt. Danske Mathilde Blicher Steensen blev bedste dansker med en 4. plads, tæt fulgt af flere danske navne i top 10.

Et stævne der bygger bro

Denmark Open handler ikke kun om resultater – det handler også om det fællesskab, der binder keglesporten sammen på tværs af landegrænser.

“Det internationale fællesskab betyder virkelig meget. Vi mødes til stævner i hele Europa, og her i København havde vi fantastisk opbakning og god stemning hele weekenden,” fortæller Martin.

I år havde arrangørerne også fået lodtrækningspræmier til deltagerne, hvilket blev taget rigtig godt imod. Og fællesskabet fortsætter: De danske spillere er allerede inviteret til et stort stævne i Tyskland i juli2026.

Selvom Denmark Open er overstået for i år, venter flere gode sager i kalenderen med pokal kampe næste weekend, inden de lokale mesterskaber i marts og DM og VM i Classic i maj 2026.

Denmark Open 2025 viste, at niveauet i dansk og international keglesport fortsætter med at stige – og at Grøndal Multicenter endnu engang formår at danne en perfekt ramme for en weekend i keglesportens tegn.

Tak til alle spillere, tilskuere og frivillige for et forrygende Denmark Open 2025!

Resultater (uddrag):

Damer – Top 10

  1. Karoliina Tõnisson (EST)
  2. Daniela Nüßlein (GER)
  3. Zita Berki (HUN)
  4. Mathilde Blicher Steensen (DEN)
  5. Liilia Tõnisson (EST)
  6. Helene Holst Jensen (DEN)
  7. Inge Jensen (DEN)
  8. Sabine Wenke (GER)
  9. Linda Bille (DEN)
  10. Katharina Kock (GER)

Herrer – Top 10

  1. Roman Gerdenitsch (AUT)
  2. Bence Kropf (HUN)
  3. Matze Nüßlein (GER)
  4. Jonas Søskov Winding (DEN)
  5. Peter Brandstetter (AUT)
  6. Dominik Seebach (GER)
  7. Tonny Jensen (DEN)
  8. Maciej Klaskala (POL)
  9. Marcel Kirsten (GER)
  10. Claes Hansen (DEN)

Damepar – Top 4

  1. Karoliina & Liilia Tõnisson (EST)
  2. Inge Jensen (DEN) & Daniela Nüßlein (GER)
  3. Helene Holst Jensen & Linda Bille (DEN)
  4. Lea Mikkelsen & Mathilde Blicher Steensen (DEN)

Herrepar – Top 4

  1. Matze Nüßlein & Dominik Seebach (GER)
  2. Bence Kropf & Bence Borsos (HUN)
  3. Frederik & Niklas Persson (SWE)
  4. Peter Brandstetter & Roman Torreiter (AUT)

 








 
Delete item?