Cookies
Badminton Photo

Skovshoved vinder topopgør og trækker fra i toppen af Badmintonligaen

11/10/2017 12:19 AM |  XXBadminton DK res |  Stine Greve


Der var både topopgør og bundgyser i aftenens runde af Badmintonligaen. Skovshoved er nu alene i front, mens Værløse er isoleret en smule i bunden.


Inden aftenens runde af Badmintonligaen var Skovshoved og Aarhus AB begge noteret for 15 point i toppen af tabellen, så ligaens førerhold skulle findes her til aften i Århus, hvor de to mandskaber tørnede sammen.


De sjællandske gæster stillede uden to af deres store profiler, Carsten Mogensen og Kamilla Rytter Juhl, men med et stærkt holdkort formåede de alligevel at hente en sejr hjem på 4-2, som sender dem alene i spidsen af ligaen. 


I første herresingle var der lagt op til et brag af en kamp, da Anders Antonsen og Emil Holst krydsede ketchere. Antonsen trak det længste strå og vandt 21-6, 18-21, 21-18. I anden herresingle fortsatte den nyligt kårede vinder af Bitburger Open, Rasmus Gemke, de gode takter, da han slog David Kim Kristensen 21-12, 21-13.


Det var ikke kun ligaens tophold, der tørnede sammen her til aften, det gjorde de to bundhold, Greve og Værløse, også. Hjemmeholdet Greve kom bedst ud af det opgør, da de sikrede sig en sejr på 4-2.


Gæsterne var dog ikke langt fra at tvinge kampen ud i et afgørende Golden Set, for anden herresingle mellem Greves Dey Subhankar og Mikkel Enghøj blev meget spændende. Efter et tæt tredje og afgørende sæt vandt Subhankar 21-12, 17-21, 22-20.


Klik her for at se dem samlede stilling i Badmintonligaen efter sjette runde.


Med sejren kommer Greve op på fem point, hvilket er det samme, som Odense OBK havde inden aftenens runde. Da det fynske mandskab i dag tabte 2-4 ude til Gentofte, ligger de to hold nu med lige mange point, men sjællænderne har rent faktisk overhalet OBK og er krøbet op over nedrykningsstregen.


I kampen i Gentofte, hvor OBK som nævnt blev sendt hjem med et 2-4-nederlag i bagagen, var det også anden herresingle, der var den mest spændende kamp. Mads Christophersen slog Golden Set-helten fra i tirsdags, Patrick Bjerregaard, 21-11, 17-21, 21-13.


I Vedsyssel var Solrød Strand på besøg. En sejr til hjemmeholdet ville gøre, at de kunne reducere afstanden til aftenens modstander til blot et enkelt point. Efter en suveræn indsats af Vendsyssel kunne de fejre en overbevisende sejr på 5-1, en femteplads i ligaen og at afstanden til førerholdene er blevet mindre.


Ondt blev værre for Solrød Strand, for da Team Skælskør-Slagelse hjemme vandt 4-2 over Højbjerg, erobrede de tredjepladsen fra Solrød Strand. Der er dermed blevet byttet lidt rundt på holdene i den samlede stilling efter den sjette runde af Badmintonligaen. 


Helt generelt er det meget tæt både i toppen og i bunden, så det bliver spændende at følge med resten af sæsonen. Vi må væbne os lidt med tålmodighed, inden der igen er Badmintonliga på menuen. Næste runde spilles fredag d. 1. december.







 
Need a free website?

Contact us at:

contact@OfficeTray.com
(+45) 43 47 00 14
Design Examples
Contact etc.

Delete item?