Cookies
Badminton Danmark

Danmarks U19-landstræner drager fire år til New Zealand

10/30/2017 10:24 AM |  XXBadminton DK res |  Jonas Kildegaard Rasmussen
Den danske U19-landstræner Rikke Olsen Siegemund har takket ja til jobbet som kombineret sportschef/landstræner for New Zealand. Der er tale om en fire-årig kontrakt, som begynder 15. februar 2018.

Siden august 2010 har Rikke Olsen Siegemund været en del af Badminton Danmarks trænerstab, hvor hun de seneste år har været U19-landstræner og blandt andet haft ansvaret for den røde tråd i talentarbejdet fra ungdom til senior. 

Men fra den 15. februar bytter hun ungdomsbrillerne ud med seniorlinser, da hun tiltræder som ny landstræner for New Zealand.

- Jeg har fået forskellige tilbud i løbet af min tid her i Badminton Danmark, som jeg har takket pænt nej tak til. Men da jeg fortalte min mand, at jeg var blevet prikket på skulderen omkring det her job, syntes vi begge, at det lød spændende. Så nu rykker vi hele familien til New Zealand i fire år, og det bliver rigtig spændende, og vi glæder os, siger Rikke Olsen Siegemund og tilføjer.
- Jeg vil gerne sige tak til Badminton Danmark, mine kollegaer, sparringspartnere og spillere for de sidste mange år. Jeg har været rigtig glad i mit job som U19-landstræner, der har budt på mange oplevelser, der har været med til at udvikle mig. 

Hos Badminton Danmark ærgrer man sig over at måtte sige farvel til Rikke Siegemund, men glæder sig samtidig på hendes vegne.

- Vi har været rigtig glade for det arbejde, Rikke har lavet for vores ungdomsspillere, og den faglighed hun har bidraget med i vores trænerteam. Derfor er vi ærgerlige over, at vi ikke længere kan drage fordel af hendes kompetencer, men samtidig ønsker vi hende naturligvis stort tillykke med det nye job, og de spændende oplevelser, der venter for hende som træner og som familie, siger Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom.
Badminton Danmark påbegynder nu processen med at finde en ny U19-landstræner. 

Rikke Olsen Siegemund var selv en del af forbundstræningen, fra da hun var 15 år gammel og indtil en skulderskade satte en stopper for hendes professionelle karriere i 2005. Hun vandt 14 DM-titler og flere EM-titler, samt seks VM-bronzemedaljer. Tre fjerdepladser ved OL blev det også til, hvilket lige akkurat ikke var nok til medaljer. 

Som U19-landstræner har Rikke Olsen Siegemund været ansvarlig for udviklingen af de ældste ungdomsspillere. I den forbindelse har hun hjulpet adskillige af de nuværende topspillere med den svære overgang fra ungdomsspiller til etableret seniorelitespiller.

Rikke har sidste arbejdsdag i Badminton Danmark den 31. januar.

Vi ønsker Rikke Olsen Siegemund alt held og lykke med sit nye job i New Zealand.







 
Need a free website?

Contact us at:

contact@OfficeTray.com
(+45) 43 47 00 14
Design Examples
Contact etc.

Delete item?