Badminton Danmark har fået tildelt endnu en turnering af Det Internationale Badmintonforbund, BWF. Det betyder, at Badminton Danmark udover Danisa Denmark Open i 2018, også slår dørene op for en såkaldt Level 6-turnering, der vil tiltrække både danske og internationale spillere.
Det er en stor glæde for Badminton Danmark, at vi i foråret 2018 kan byde velkommen til en Level 6-turnering i Danmark. Dette svarer til en nuværende Grand Prix-turnering, men BWF har endnu ikke fundet et titelnavn til disse turneringer i den nye cyklus. Turneringen er en del af BWF’s World Tour, der løber fra 2018 til 2021.
Udover Superseries Premier-turneringen Danisa Denmark Open, der tiltrækker de største stjerner og den absolutte verdenselite, har vi nu også en turnering på dansk grund, til de danske spillere og talenter, der ligger lige under dette niveau.
Køb billet til Danisa Denmark Open 2017
Dette bliver yderst aktuelt, da der i 2018 ikke vil være kvalifikation til Danisa Denmark Open, og vi er derfor meget glade for at kunne tilbyde denne Level 6-turnering til blandt andet de danske talenter. De skal op i mod stærk europæisk og asiatisk modstand, så turneringen vil uden tvivl byde på seværdige badminton.
- Vi er rigtig glade for, at vi har mulighed for at afholde en international turnering på dette niveau i Danmark. Det betyder meget for Badminton Danmark, at vi også har en event på dansk jord, til de spillere, der grundet deres placering på verdensranglisten ikke kan deltage i Danisa Denmark Open fra 2018. Jeg er samtidig rigtig glad for, at vi får lov til at præsentere endnu mere fantastisk badminton for danskerne, og nu vil vi lægge os i selen for at få stablet en fed og oplevelsesrig turnering på benene, siger Eventchef i Badminton Danmark, Brian Bach Moesgaard.
- Rent sportsligt betyder det meget for os at have en Level 6-turnering på dansk jord, hvor vi kan give vores talenter og spillere lige under verdenseliten en mulighed for at prøve kræfter mod stærk international modstand. Dette vil være med til udvikle dem som spillere og give dem god erfaring, siger Sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom.
Præmiesummen vil være 75.000 US dollars i 2018 og vil stige løbende til 100.000 US dollars i 2021. Badminton Danmark er lige nu i dialog med flere potentielle værtsbyer om at afholde turneringen, og vi glæder os til at kunne præsentere værtsbyen for eventen i løbet af efteråret 2017.