Cookies

Badminton Danmark og DGI Badminton underskriver historisk samarbejdsaftale

6/10/2017 5:13 PM |  XXBadminton DK res |  Kristine Liv Lund-Pedersen
Som det første specialforbund og den første DGI-idræt har Badminton Danmark og DGI Badminton i dag underskrevet en historisk samarbejdsaftale, der giver de to organisationer papir på, at man vil løfte i fællesskab til gavn for badmintonsporten.

Lørdag den 10. juni vil fra nu af stå som en historisk dag for dansk badminton. Derfor var champagnen og glæden hos deltagerne bestemt også på sin plads, da Badminton Danmark og DGI Badminton i dag skrev under på den fælles samarbejdsaftale.

Formålet med samarbejdet er at styrke badminton i Danmark gennem et tæt samarbejde med klubberne/foreningerne.

Allerede nu har de to organisationer blandt andet oprettet fælles medlemsregistrering, turneringstilmelding, arrangementer og træneruddannelser. Det er gjort i stedet for, at begge organisationer eksempelvis tilbyder hver sin træneruddannelse og lægger turneringer/arrangementer oveni hinanden.

- Vi vil gøre det nemmere og bedre at være medlem, frivillig, træner, instruktør, spiller og forælder. Der er ikke tale om en fusion, men et meget tæt samarbejde, hvor vi kan anvende vores fælles ressourcer på bedst mulig måde og ikke lave dobbeltarbejde, siger Badminton Danmarks Formand, René Toft.

-  Vi har arbejdet på dette samarbejde siden juni 2014, og det er fantastisk at se, hvad vi i fællesskab har udrettet på de her tre år, og det giver en masse gåpåmod til fremtiden. Nu mangler vi kun at få ringene på, for vi har været forlovet i noget tid, siger René Toft.

- Vi (Badminton Danmark og DGI Badminton, red.) har et enormt godt samarbejde, så i stedet for at udkonkurrere hinanden, vil vi hellere være i fællesskab om at understøtte og hjælpe klubberne og foreningerne. Den vej vi allerede har lagt med fælles koordinering af en række aktiviteter gør, at vi i fremtiden kan blive endnu tættere og kan få ting til at ske, og ikke bare tale om det, siger DGI Badmintons Formand, Preben Buchholtz.

- Vi har nu vist, at DGI og DIF’s visionsarbejde ikke kun er teori og snak, men også noget der sker konkret. Vi har nu omsat teori til praksis, og det vil vi fremover også fokusere på at gøre, siger Preben Buchholtz.

Samarbejdsaftalen træder i kraft 1. januar 2018.







 
Delete item?