Det danske Sudirman Cup-landshold er ankommet til Gold Coast, og nu skal de sidste forberedelser gøres, før det går løs på mandag mod Indien. Der er blandt andet fokus på akklimatisering og teamspirit.
24 timer. Så lang tid tog rejsen for Danmarks Sudirman Cup-landshold, fra da de satte sig i flyveren i Kastrup, og efter en mellemlanding i Singapore, landede i Brisbane, Australien. For så derefter at blive kørt med bus til Gold Coast, hvor Sudirman Cup 2017 spilles.
Derfor vil forberedelsesdagene frem mod den første kamp, der spilles på mandag kl.12.00 lokal tid (04.00 dansk tid), blive brugt på at akklimatisere og få et kendskab til hallen.
- Tiden bliver primært brugt på akklimatisering af især den lange rejse og tidsforskellen, altså jetlag. Desuden har vi to træninger Main Hall, hvilket vi er ganske godt tilfredse med, hvor vi kan få et bedre kendskab til, hvordan denne hal skal håndteres. Er den langsom, hurtig, hvor meget vind er der og så videre, siger Cheflandstræner, Kenneth Jonassen.
Forberedelsesdagene vil også blive brugt på at skabe den helt rigtige balance mellem at være afslappet og stadig have den rigtige tænding til kampene.
- Vi holder løbende individuelle samtaler med spillerne, og vi holder et fællesmøde på søndag for at sætte den rette stemning. Ellers handler det om at skabe den rigtige teamspirit og få alle til at være så afslappet som overhoved muligt. Og så skal vi selvfølgelig også glæde os til den udfordring, der kommer på mandag, siger Kenneth Jonassen.
Der bliver også plads til at deltage i en galla som arrangørerne og BWF afholder i morgen, fredag den 19. maj.
Danmark spiller i gruppe 1D, hvor de møder Indien mandag kl.12.00 lokal tid, og på onsdag gælder det Indonesien kl.18.00 lokal tid (10.00 dansk tid).