Europas bedste badmintonspillere kommer til Kolding, og de håber alle på at stå øverst på skamlen på søndag. I morgen, tirsdag den 24. april, er ventetiden heldigvis forbi, og vi kan glæde os til blandt andet at se flere danske spillere på banen.
43 kampe bliver spillet på EM’s første dag i Kolding, og heraf er der dansk deltagelse i fire af dem.
Mathias Christiansen/Sara Thygesen (3) bliver de første danskere, der indtager Sydbank Arena ved EM i badminton 2017, når de møder tyske Marvin Emil Seidel/Linda Efler klokken 18.15 ifølge programmet.
De to par har ikke mødt hinanden før, og med Christiansen/Thygesen placeret som nr. 20 på verdensranglisten og tyskerne som nr. 84, kan danskerne anses som favoritter.
Søren Gravholt/Maiken Fruergaards fik tildelt et wildcard til EM og de skal i ilden kl.19.00. De kommer til at stå overfor Jakub Bitman/Alzbeta Basova fra Tjekkiet. Danskerne vandt sølv ved DM i Aarhus og er placeret som nr. 44 på verdensranglisten, mens tjekkerne er nr. 56, så det kan meget vel blive en tæt kamp.
De danske verdensstjerner Joachim Fischer/Christinna Pedersen (1) skal på banen klokken 19.45 mod Ben Lane og Jessica Pugh fra England, når de indleder jagten på at genvinde EM-guldet.
Emil Holst er den eneste danske singlespiller, der skal på banen på EM’s første dag. Han møder svenske Felix Burestedt klokken 20.30 ifølge programmet.
Foruden de danske spillere kan publikum også glæde sig til at se blandt andet Chris og Gabrielle Adcock, Jacco Arends/Selena Piek og Robert Mateusiak/Nadiezda Zieba, som i 2012 vandt EM i mixeddouble.
De første kampe ved EM begynder i morgen klokken 13.00.
Husk at du kan samle hele familien i Sydbank Arena fra i morgen og indtil søndag. Der er et stort legeland, autografskrivning fra de største stjerner, masser af stande med gode tilbud og naturligvis badminton i verdensklasse.
Følg EM online:
Snapchat: Bad.dk
The official EC-magazine: Klik her
Sammen med vores sponsorer, Yonex, Danisa, Grundfos, Mille og Holstebro Rejsecenter og vores samarbejdspartnere, Badminton Europe, Sport Event Denmark, Kolding Kommune, Kolding Badminton Klub, Trekantomraadet og TV 2 Sport glæder vi os til at byde jer velkommen til EM for individuelle 2017 i Sydbank Arena, Kolding, den 25.-30. april.