Tre kvartfinaler blev til to semifinaler for de danske badmintonspillere ved Superseries-turneringen Singapore Open. Dame- og herredoublen er videre, mens mixeddoublen måtte lade livet.
I denne uge spilles den sidste af de asiatiske Superseries-turneringer i denne omgang, Singapore Open, og i dag var det blevet kvartfinaletid.
I Damedoublen havde Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl vist gode takter hidtil i turneringen og besejret to gode kinesiske par på sikker vis. I dag var der japansk på menuen for de danske damer, som fortsatte den overbevisende stil.
Vil du opleve de danske stjerner på hjemmebane ved EM i Kolding? Klik her for at købe din billet!
Naoko Fukuman/Kurumi Yonao, blev besejret sikker 21-19, 21-11, til glæde for assisterende landstræner Kim Nielsen.
- Vores udgangspunkt var at have fokus på vores egen side og få en masse bevægelse på, så vi kan bestemme og styre spillet. Med investering i bevægelse og hårdt arbejde så skal de billige point nok komme. Pigerne er enormt disciplinerede og spiller spillet perfekt, jeg er meget imponeret over dem, siger Kim Nielsen.
I semifinalen i morgen jagter danskerne en revanche mod koreanske Chang Ye Na/Lee So Hee. Koreanerne gjorde det onde ved danskerne i både finalen ved All England og kvartfinalen ved sidste uges Malaysia Open.
- Konceptet i morgen bliver en lille smule det samme som i dag. Vi skal prøve at komme frem og stresse dem, og så skal vi lige have lidt is i armen, så vi får den store bane med, og også får dem til at angribe lidt. Udgangspunktet er vores egen side til at starte med, og så må vi se, hvad modstanderne kommer med, siger Nielsen.
Klik her for at se samtlige af dagens kvartfinaleresultater fra Singapore Open
I herredouble var der også japansk modstand til danskerne. Mathias Boe/Carsten Mogensen stod over for Takeshi Kamura/Keigo Sonoda, som de nærmest blæste af banen med 21-14, 21-12.
- Det var endnu en rigtig flot præstation. De holder roen og deres koncept gennem hele kampen. Det er japanerne, der stort set skal spille over evne for at kunne score point. Jeg synes, de var gode i dag, rigtig gode, så al kredit til de to drenge, siger Kim Nielsen.
Semifinalen i morgen kan til gengæld gå hen at blive meget svær. Her står Boe/Mogensen over for Kevin Sukamuljo/Marcus Gideon fra Indonesien. Et par, der endnu ikke har tabt en kamp i hele 2017!
- Jeg skal bruge natten på at finde opskriften på sejr mod Sukamuljo og Gideon, så der ligger lige lidt arbejde og venter der, griner Kim Nielsen og fortsætter.
- Nu har vi trods alt spillet nogle gode kampe mod dem, og jeg synes, at Kolding og Conrad havde godt fat i dem i semifinalen ved All England. Vi har en strategi og en plan, men det skal vi lige arbejde lidt mere på, så vi er helt skarpe på den inden i morgen.
Eneste skår i den danske sejrsrus kom i mixeddouble, hvor Joachim Fischer/Christinna Pedersen tabte i tre sæt, 21-10, 18-21, 18-21, til malaysiske Kian Meng Tan/Pei Jing Lai.
Vi ser frem til to spændende semifinaler med dansk deltagelse i morgen lørdag, og du kan se med direkte på TV2 Sport fra kl. 7.55. Danskerne spiller kamp 1 og 3 på TV-banen.
Kom så, Danmark!