Badminton Danmarks sportslige ledelse har i dag udtaget landsholdet, der skal repræsentere Danmark ved VM for blandede hold, Sudirman Cup, og målsætningen er klar: Danmark skal kæmpe med om medaljer.
Det danske badmintonlandshold, der skal forsøge at indfri målsætningen om en medalje ved VM for blandede hold, er i dag blev udtaget af Badminton Danmarks sportslige ledelse.
- Vi har udtaget det hold, der giver os de bedste chancer for at indfri målsætningen om en medalje. Hvis vi skulle få skader, mens vi er af sted, vil vi stadig kunne stå stærkt, da hele truppen besidder kvalitet, siger Cheflandstræner Kenneth Jonassen.
Danmark har også brug for kvalitet, hvis der skal en VM-medalje om halsen på de danske verdensstjerner. Allerede i gruppen bliver Danmark testet for alvor, når de møder Indien og Indonesien.
- Det er en dynamitgruppe, og vi skal være klar fra start af. Indien og Indonesien er store badmintonnationer med henholdsvis rigtig gode damespillere og rigtig gode herrespillere samt stærke mixeddoubler, men vi tror på, at vi har holdet til at komme videre fra gruppen som nummer et, hvilket formentlig vil betyde, at vi kan undgå Kina i en eventuel kvartfinale, siger Kenneth Jonassen.
Årsagen til at Danmark kan undgå Kina i en eventuel kvartfinale, hvis danskerne vinder gruppen, er, at Kina sandsynligvis vinder sin gruppe mod Thailand og Hong Kong, og gruppevinderne kan ikke møde hinanden i kvartfinalerne. Modstanderen til gruppevinderne i kvartfinalerne findes ved lodtrækning blandt to’erne i de fire grupper.
Badminton Danmarks sportslige ledelse har også udtaget seks ”Non travelling-reserver”. Det betyder, at de seks kan komme med til Sudirman Cup, hvis der skulle opstå en skade hos en af de udtaget spillere, før afgang til Australien.
Disse spillere er udtaget til at repræsentere Danmark ved Sudirman Cup 2017:
Herrer:
Viktor Axelsen
Jan Ø. Jørgensen
Mathias Boe
Carsten Mogensen
Mads Conrad-Petersen
Mads Pieler Kolding
Mathias Christiansen
Joachim Fischer
(Non travelling-reserver: Hans-Kristian Solberg Vittinghus, Anders Antonsen, Kim Astrup Sørensen og Anders Skaarup Rasmussen)
Damer:
Line Kjærsfeldt
Mia Blichfeldt
Christinna Pedersen
Kamilla Rytter Juhl
Sara Thygesen
(Non travelling-reserve: Natalia Koch Rohde og Maiken Fruergaard)
Danmark spiller sin første kamp ved Sudirman Cup mandag kl.12.00 lokal tid i Gold Coast, Australien.
For yderligere kommentarer:
Kenneth Jonassen, Cheflandstræner: 21735053
Jens Meibom, Sportschef: 40272326