Cookies
Steen Thomsen og Peter Nedergaard

Talentpris-nominerede Thomsen & Nedergaard: Vi har fra start tænkt langsigtet

3/30/2017 1:52 PM |  XXBadminton DK res |  Jonas Rasmussen
Steen Thomsen og Peter Nedergaard fra Kolding Badminton Klub er nomineret til Badminton Danmarks Talentpris 2017, og her kommer de med et indblik i deres tanker om det at udvikle dem selv, spillere og have et godt badmintonmiljø.

Frem mod kåringen af Badminton Danmarks Talentpris 2017 på lørdag den 1. april til UDM i Greve vil I her på www.badminton.dk kunne læse en artikelserie om de tre nominerede til prisen. 

Vi stiller skarpt på de nominerede for at anerkende deres store ungdomsarbejde, og for at de kan videregive deres kompetencer og viden til andre ungdomstrænere. 

Dette er den sidste artikel i artikelserien, og vi kigger vi nærmere på trænerduoen Steen Thomsen og Peter Nedergaard, som blandt andet er indstillet for deres høje badmintonfaglighed, deres selvindsigt og deres sammenhæng mellem ungdom og senior.
De er nomineret for andet år i træk, og skulle de løbe med titlen, ville det være en stor ære. 

- Det ville betyde meget. Det ville være en stor anerkendelse fra nogle, der har forstand på badminton, og at de har lagt mærke til den udvikling, vi har lavet i klubben. Det jeg synes, der er fedt ved prisen, er, at det er folk der ved en masse om badminton, der uddeler prisen, siger Steen Thomsen.

Deres ungdomsprojekt i Kolding Badminton Klub begyndte for 10 år siden, hvor Steen Thomsen startede det op, og to år efter trådte Peter Nedergaard til. Siden dengang har det været en kompetent trænerduo, der har været med til at udvikle klubbens talentarbejde og miljø. 
- Der er ingen tvivl om, at det vi formår sammen, når vi på grund af vores forskelligheder i vores spidskompetencer. Vi kan hjælpe spillerne på forskellig vis. Overordnet har vi ikke været uenige i de otte år, hvor vi har arbejdet sammen. Grundelementerne har vi ikke været uenige om, men detaljerne kan vi selvfølgelig diskutere, siger Peter Nedergaard, og tager fat om en af grundelementerne. 

- Lige i forhold til vores projekt, så er det her en opfordring til alle, at de skal ansætte nogle dedikerede trænere, som engagerer sig i udvikling af trænings- og klubmiljøet. Det skal ikke være en træner, som bare er der i to timer, og så går igen. Det er ikke for pengene, at vi er her. Vi får lov til at se udvikling hos de her unge spillere, og det betyder en masse, siger Peter Nedergaard.

Men der kan som følge af deres egne planer godt gå lidt tid, før de ser en markant udvikling hos spillerne. Men det er en god ting. For Thomsen og Nedergaard kigger altid langsigtet. 
- Helt fra start af har vi tænkt langsigtet. Både for miljøet og den enkelte spiller. Vi stiller os ikke tilfredse med den udvikling, vi er i gang med lige nu. Vi ser gerne tre år frem. Vi tog en beslutning for seks år siden, hvor vi kunne se, at vores spillere bevægede sig for dårligt, så der satte vi hårdt ind for at udvikle på den front, og der ser man først resultaterne af det efter et godt stykke tid. Vi forventer ikke, at vores spillere topper efter at have spillet badminton i syv år. Vi fortæller dem, at de skal spille syv år mere og for at kunne toppe i starten af tyverne, siger Peter Nedergaard.

Faciliteterne og omgivelserne skal være i orden, hvis sådan en langsigtet plan skal vise resultater, og det er også etableret i Kolding Badminton Klub.

- Det allervigtigste er miljøet, hvor alle spillere kan forsøge at se, hvad de kan få ud af deres badminton. Det er en kultur, der skal vokse med spillerne. De seneste fire år har vi fået den her kultur, hvor spillerne hjælper hinanden, og hvor vi kan sparre med hinanden. Vi er blevet mere en sparringspartner, end en autoritet.
Om det bliver Steen Thomsen og Peter Nedergaard, der vinder Badminton Danmarks Talentpris 2017 afgøres lørdag den 1. april til UDM. De øvrige nominerede er Peter Arvedsen og Sune Gravholt. 

Held og lykke til alle de nominerede.






 
Delete item?