Det danske U15-landshold spillede sig i dag videre til finalen ved 8 Nations efter klare sejre i alle tre puljekampe.
9-0, 9-0 og 8-1. Sådan endte kampene mod henholdsvis Belgien, Sverige og England for det danske U15-landshold, som på fornemste vis spillede sig videre fra Pulje 1 ved 8 Nations-turneringen i Herstal, Belgien.
Det var først i den sidste puljekamp mod England, at de unge danske badmintontalenter afgav sæt, hvilket de i kampen måtte afgive fem gange. Sammenlagt gik Danmark videre fra puljen med en sætscore på 52-5 og en pointscore på 1175-710.
Det var da også en glad landstræner, som vi fangede efter kampen.
- Vi fik en god åbningskamp mod Belgien, og spillerne var virkelig skarpe mod Sverige. I gruppefinalen mod England skulle vi være på dupperne, og der var nogle af spillerne, som fik lov til at kæmpe med modstanderen og sig selv. Men vi havde det ekstra gear, der skulle til, og spillerne var virkelig klar, siger Casper Hansen.
- Overordnet synes jeg, at spillerne klarede det godt. I går talte vi om de forventninger, vi har til spillerne, og der synes jeg virkelig, at vi i dag kunne se, at spillerne har lyttet efter. De har været forberedte både mentalt og taktisk, og så har de kommunikeret med hinanden under kampen og med konstruktivt feedback efter kampen. Det skal de have stor ros for, for det er høj klasse. De gør alt, hvad de kan for at gøre hinanden bedre.
Med dagens tre sejre spillede Danmark sig videre til morgendagens finale, hvor de møder Tyskland, som vandt Pulje 2 med en 9-0-sejr over Schweiz, 8-1 over Holland og 5-4 over Frankrig.
- Det er lidt en overraskelse, at vi møder Tyskland. Frankrig havde nok regnet med, at de skulle i finalen, men sådan er det jo. Tyskland har en god bredde, men spiller for spiller bør vi være bedre. Der er mange ting, som spiller ind i en finale, men niveaumæssigt bør vi vinde den, og det håber vi selvfølgelig, at vi kan.