På udebane i Værløse lykkedes det her til aften for Solrød Strand at vinde de tre kampe, der skulle til for at indløse billet til Badmintonligaens semifinaler.
Inden returopgøret mellem Værløse og Solrød Strand her til aften var scenariet, at fire vundne kampe til hjemmeholdet Værløse ville udløse et Golden Set, mens tre sejre til gæsterne ville sende dem videre til semifinalen. Det endte med en tæt kamp, der kunne være gået begge veje.
Der var på forhånd lagt op til, at særligt de tre singlekampe ville få afgørende betydning for Værløses chancer for at nå op på de fire nødvendige sejre, der kunne holde liv i drømmen om semifinaledeltagelse, og sådan blev det også.
Værløse havde flyttet Søren Gravholdt fra mixen over i herredouble, hvilket gav pote. Sammen med Nicolaj Overgaard slog han Jeppe Bay Madsen/Theis Christiansen 21-17, 18-21, 21-11. Damedoublen gik også Værløses vej, da Julie Finne-Ipsen/Thilde Mattison slog Maja Rindshøj/Sandra-Maria Jensen 21-14, 18-21, 21-13.
I damesingle så det godt ud for hjemmeholdet efter første sæt, som Anna Thea Madsen vandt 21-13 over Mia Blichfeldt. Blichfeldt kom dog igen og vandt en vigtig sejr for Solrød, da hun tog sig af andet og tredje sæt 21-18, 21-15.
Samme mønster udspillede sig i anden herresingle, hvor Solrøds Jacob Nilsson stod over for Mikkel Enghøj. Enghøj vandt første sæt 21-19 og pustede på ny ild i håbet om videre avancement for hjemmeholdet. Nilsson kom dog igen og vandt de næste to sæt 21-14, 21-19.
Vil du opleve badminton i europæisk topklasse? Klik her for at sikre dig billet til EM individuel i Kolding!
Dermed var stillingen 2-2 inden de sidste to kampe, første herresingle og mixeddouble, og her endte herresinglen mellem Rasmus Fladberg og Rasmus Messerschmidt med at blive afgørende.
I første sæt leverede Fladberg et flot comeback og vandt 23-21 efter at have reddet adskillige sætbolde. I andet sæt var Messerschmidt godt med til 13-14, men derfra stod der Fladberg på resten. Han sikrede sig andet sæt, kampen og semifinalepladsen med 21-14, hvorefter jublen kunne bryde løs hos Solrød-spillerne.
Da herresinglen sluttede, var mixeddoublen netop gået i gang med tredje sæt, så det var tætte kampe hele vejen rundt. Overordnet set formåede Solrød at trække det længste strå i de fleste af tilfældene, og derfor kan de nu følge med Team Skælskør-Slagelse, Skovshoved og Vendsyssel ind i Badmintonligaens semifinaler.
I Ligakvalifikation blev der her til aften spillet runde tre ud af seks. Indtil videre har Aarhus AB og Gentofte vist gode takter, og den tendens fortsatte i aften. Aarhus AB slog Ikast 4-2 på udebane, mens Gentofte hjemme slog Aalborg Triton 5-1.
Badmintonligaen holder pause en måneds tid, men vender stærkt tilbage med semifinalerne, som afvikles 21-24 marts. Lige som i kvartfinalerne spilles der her bedst af to kampe for at afgøre, hvilke to hold, der skal møde hinanden i Guldmatchen 4. Maj.
Vi glæder os allerede til Badmintonligaen vender tilbage med de spændende semifinaler!