Cookies
Mark Phelan and Ben Phelan for Badminton Europe

Danmark spiller sig i EM-finalen!

2/18/2017 11:42 PM |  XXBadminton DK res |  Stine Greve


Med en semifinalesejr på 3-1 over Tyskland, er det danske hold nu klar til finalen ved EM for blandede hold, efter en kamp, hvor de var mere presset end hidtil i turneringen.


Da det danske hold her til aften gik på banen mod Tyskland, var målet klart: De skulle spille sig i EM-finalen. Det gjorde de også, men et overraskende nederlag til Viktor Axelsen undervejs skabte mere spænding end forventet.


I den danske lejr er assisterende landstræner Kim Nielsen naturligvis glad for sejren, men erkender også, at det holdt lidt hårdere i dag end tidligere i turneringen.


- Det er altid en god følelse at vinde. Vi må være ærlige at sige, at det ser lidt presset ud på et tidspunkt, og der synes jeg, at Line træder i karakter, hvorefter herredoublen går ind og lukker den ned. Det synes jeg var et fint comeback, og det er vigtigt at tage med videre til i morgen, siger Kim Nielsen.


Det startede helt som det skulle for Danmark. Mixeddoublen med Christinna Pedersen/Joachim Fischer gjorde kort proces mod Isabel Herttrich/Mark Lamsfuss og bragte Danmark på 1-0 med en sejr på 21-12, 21-17. 


Klik her for at se detaljer fra dagens to semifinaler ved EM for blandede hold.


Herefter skulle Viktor Axelsen forsøge at følge op, da han stod over for unge Fabian Roth i herresingle. Danskeren gik på banen som kæmpe favorit, men den unge tysker spillede sin chance. Roth bragte overraskende balance i regnskabet, da han vandt 21-18, 10-21, 21-18 over den danske verdensstjerne.


Ifølge Kim Nielsen rystede det overraskende nederlag dog ikke de danske spillere synderligt, men det lagde lidt ekstra pres på den danske damesingle, Line Kjærsfeldt, som skulle spille næste kamp.


- Man skal huske på, at Viktor også bare er et menneske, og de danske spillere var rimelig fattede. Jeg vendte lige hurtigt nogle småting med Line, inden hun gik ind på banen, for der kom jo lige lidt mere tryk og pres på hende, men det håndterede hun fint, siger den assisterende landstræner.


Kjærsfeldt mødte Fabienne Deprez, og da tyskeren snuppede første sæt 21-14, lignede det ikke, at danskeren kunne stå for presset. Det modbeviste hun heldigvis, da hun fandt noget langt bedre spil frem i andet og tredje sæt, og vandt 21-11, 21-17.


Efterfølgende lukkede Mathias Boe/Carsten Mogensen kampen med 21-17, 21-13 over Mark Lamsfuss/Josche Zurwonne, og sikrede den danske finalebillet.


Vil du opleve de danske stjerner i aktion? Klik her for at sikre dig billet til EM individuel i Kolding.


Dermed kan danskerne nu se frem til at spille finale ved EM for blandede hold. En finale, du kan se søndag kl. 15.00 på TV2 Sport. Det er i øvrigt 18. gang i træk, at Danmark står i en EM-finale for hold.


Tidligere i dag slog Rusland, noget overraskende, England i den anden semifinale, så Danmark kan altså se frem til russisk modstand. Blandt andet kan vi godt begynde at glæde os til herredoublen, der med al sandsynlighed kommer til at stå mellem de seneste to års vindere af All England: Mathias Boe/Carsten Mogensen og Vladimir Ivanov/Ivan Sozonov.


Kim Nielsen påpeger, at det i morgen er et godt hold der venter, og at danskerne derfor skal være klar fra start.


- Rusland har et fint hold, og de vil formegentlig stille det samme hold som mod England. Vi må påtage os favoritværdigheden, men vi skal finde niveauet ellers så er der ingen ting der er givet. Det er helt sikkert, at vi skal op i gear og vi skal være der fra starten af, afrunder han.


Vi glæder os helt vildt til finalen og krydser alt hvad vi kan for en dansk sejr – KOM SÅ DANMARK!








 
Delete item?