Cookies
Badminton Danmark

Afgørelsens time: Hvem skal videre til Badmintonligaens semifinaler

2/7/2017 12:31 PM |  XXBadminton DK res |  Jonas Rasmussen
I aften spilles returkampene i Badmintonligaens kvartfinaler, hvor semifinalisterne skal findes, mens Solrød Strand og Værløse spiller deres første kvartfinale.

Hjemvendt fra weekendens Yonex DM, hvor vi fik kåret de nye danmarksmestre, er vi klar til at finde semifinalisterne i Badmintonligaen. 

I den første kvartfinalerunde blev det til sejre til Skovshoved, Vendsyssel og Team Skælskør-Slagelse, som alle spiller på hjemmebane i aften. 

De tre klubber kan med deres sejre i de første kvartfinaler sikre sig videre avancement ved blot at vinde tre kampe i returopgøret, så Højbjerg, Odense OBK og Greve har kniven for struben. Men det er badminton, og alt kan ske.
Samtidig med returopgørene spiller Solrød Strand og Værløse deres første indbyrdes kvartfinale, som blev udsat til dags dato. 

I Skovshoved er der mulighed for at nyde flere af Danmarks allerbedste badmintonspillere. Christinna Pedersen er blevet sin influenza kvit og stiller op i mixeddouble sammen med Joachim Fischer. Carsten Mogensen er også klar igen og spiller herredouble med Mads Conrad-Petersen. 

Højbjerg stiller med DM-sølvvinderen Alexandra Bøje i damedouble med Marie Louise Steffensen. Se den fulde startopstilling for begge mandskaber i linket nederst i artiklen.
Vendsyssel stiller med blot 15-årige Sophia Grundtvig i damedouble med Emma Wengberg, da Clara Nistad er ramt af sygdom. Badmintonligadebutanten Grundtvig skal sammen med resten af Vendsyssel-mandskabet forsøge at forsvare deres 4-2-sejr, men det kan blive svært mod Odense OBK, der kommer med DM-vinderne Sara Thygesen og Maiken Fruergaard i truppen i henholdsvis mixeddouble og damedouble.

Samme scenarie gør sig gældende mellem TSS og Greve. Med en 4-2-sejr fra det første opgør skal aftenens hjemmehold med den nykårede danmarksmester i damesingle, Mette Poulsen, i truppen forsøge at holde ambitiøse Greve fra sejr. Greve kommer ligeledes med en danmarksmester, da Mathias Christiansen spiller mixedddouble med Amalie Magelund.

Det første opgør mellem Solrød Strand og Værløse har også flere profiler fra Yonex DM. Finalisten Lena Grebak spiller mixeddouble med Alexander Bond, mens HD-danmarksmesteren Rasmus Fladberg spiller herresingle. 
Værløse kommer med Søren Gravholt, der nåede DM-finalen i mixeddouble med Maiken Fruergaard. I aften spiller han med Mai Surrow. Værløsemandskabet tæller flere profiler som Anna Thea Madsen, Rasmus Messerschmidt og Julie Finne-Ipsen. 

I Gentofte og Aalborg spilles der i aften Ligakvalifikation, når de to hjemmebanehold tager imod henholdsvis Ikast og Aarhus AB. Sidstnævnte kommer med herresingledanmarksmesteren Anders Antonsen på holdkortet. 

Der er derfor god grund til at komme ud i de danske badmintonhaller i aften kl.19.00, hvor flere af de bedste danske spillere stiller til start. 

Kvartfinaler
Skovshoved - Højbjerg, klik her (runde 11)
Vendsyssel - Odense OBK, 
klik her (runde 11)
Team Skælskør-Slagelse - Greve, 
klik her (runde 11)
Solrød Strand - Værløse, 
klik her (runde 10)

Ligakvalifikation (runde 9/11)
Gentofte - Ikast, klik her 
Aalborg Triton - Aarhus AB, 
klik her 






 
Delete item?