Cookies
Allan Høgholm

Spændende første dag til Yonex DM 2017

2/2/2017 10:13 PM |  XXBadminton DK res |  Daniel Nøjsen Fallah
De undertippede havde sat sig godt op til førstedagen ved Yonex DM, hvor flere af favoritterne kom i problemer, inden de til sidst hev sejren i land. 

Jan Ø. Jørgensen, Viktor Axelsen og Hans-Kristian Vittinghus. De tre helt store favoritter til årets Yonex DM-titel i herresingle måtte alle slide sig til sejren i deres første kamp ved Yonex DM 2017. 

Topseedede Jan Ø. Jørgensen var bagud 18-14 i første sæt, da han i sin første kamp mødte Søren Toft Hansen fra abc Aalborg. Herefter skruede han dog tempoet i vejret og sikrede sig sejren med cifrene 21-19, 21-11. Efter opgøret var det dog en tilfreds Søren Toft Hansen. 

- Det var lige præcis sådan en kamp, jeg har drømt om at få i lang tid. Det var rigtig fedt at spille mod en så stor spiller som Jan, og jeg følte mig rigtig godt tilpas derinde. Det er lidt ærgerligt, jeg ikke tog første sæt, men når han sætter tempoet op, så falder jeg fra, siger Søren Toft Hansen. 


Hans-Kristian Vittinghus stod i sin første kamp over for Christian Lind fra Skovshoved. Kampen bød på mange lange dueller, hvor Christian Lind forsvarede sig bravt og sprang rundt på banen. Men på trods af en sætbold i andet sæt, var det Vittinghus, der tog sejren 21-14, 22-20. 

- Når Lind først kommer i gang med sin defensiv, som han gør i dag, så ved jeg, at jeg kommer på hårdt arbejde. Specielt når jeg spillemæssigt ikke er helt der, hvor jeg var i efteråret sidste år. Jeg mangler stadig en lille smule, men det går i den rigtige retning, siger Hans-Kristian Vittinghus. 


Andenseedede Viktor Axelsen var som den eneste ude i tre sæt, før han kunne booke en plads i kvartfinalen. En velspillende Rasmus Gemke fra Skovshoved kom bedst ud til opgøret, inden OL-bronzevinderen i andet sæt satte tempoet op og vandt kampen 17-21, 21-14, 21-12. 

Også hjemmebanehåbet Anders Antonsen spillede sig videre, da han i to sæt slog Kasper Dinesen fra Højbjerg 21-11, 21-17. 
Kjærsfeldt kom flyvende fra start
I damesingle havde topseedede Line Kjærsfeldt ingen problemer med at spille sig videre, da hun slog Freja Ravn Nielsen fra KMB 2010 21-8, 21-12. 

Også Irina Andersen fra Gentofte leverede solidt spil. I sin første runde slog hun Michelle Skødstrup fra Greve, inden i sin anden runde lidt overraskende slog Julie Dawall fra Værløse 21-19, 21-15. 

- Jeg vidste, at det ville blive en svær kamp mod Julie, men jeg spillede rigtig godt. Jeg formåede at holde fokus i det meste af kampen, og det var egentlig kun til sidst, hvor jeg bliver lidt for ivrig, fortæller Irina Andersen.
Alle doublefavoritter sikkert videre
I damedouble vandt det nu højest seedede par, Sara Thygesen/Maiken Fruergaard fra Odense, sikkert, da de i deres første kamp slog Amalie Magelund/Freja Ravn 21-11, 21-11.  

Sara Thygesen/Mathias Christiansen, der nu er det højest seedede par tilbage i mixeddouble, gjorde i deres kamp kort proces, da de vandt 21-9, 21-6 over Camilla Madsen/Daniel Lundgaard. 

I herredoublerækken var Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding ligeledes overbevisende, da de besejrede Søren Toft Hansen/Mathias Thyrri Jørgensen 21-12, 21-7. 

I morgen kan du følge alle kvartfinalerne på livestream her






 
Delete item?