Cookies
Allan Høgholm

Fladberg/Colberg: Vi vil bide skeer med de store

2/2/2017 5:35 PM |  XXBadminton DK res |  Daniel Nøjsen Fallah
For den forsvarende danmarksmester i herresingle, Rasmus Fladberg, og hans doublemakker, Frederik Colberg, betyder det meget, at de gør det godt til Yonex DM. Og makkerparret kom godt fra land. 

Humøret var højt hos Rasmus Fladberg og Frederik Colberg efter deres første kamp. Parret var overbevisende fra start til slut og vandt hele 21-9, 21-5 over Steve Olesen/Aske Høgsted Lauritsen fra Værløse. 

Frederik Colberg er godt klar over hypen omkring sin doublemakker, Rasmus Fladberg, der for omkring et halvt år siden tog beslutningen om at skifte herresingle ud med herredouble efter at have vundet DM i herresingle sidste år. 


Hvordan er det at spille med en danmarksmester? 

- Det er dejligt. Vi jokede lidt med det oppe på værelset. Nu hvor han ikke kunne forsvare titlen i herresingle, må vi se, om han kan forsvare den i herredouble i stedet for, siger Frederik Colberg med et stort smil. 

Betyder det noget at spille sammen med en danmarksmester? 

- Nej, det synes jeg egentlig ikke det gør, siger Frederik Colberg, inden Rasmus Fladberg afbryder: Jeg har stadig utrolig dårlig humor. 


Og selvom smilene var store efter kampen, så var der mere alvorlige miner at spore, da snakken kom ind på deres videre færd i turneringen. For doubleparret betyder det nemlig meget at gøre det godt ved Yonex DM. 

- Vores samarbejde er stadig relativt nyt, og vi er i gang med at spille os så meget op, som vi kan. Der er heldigvis rigtig mange skarpe par her i Danmark, og det er de par, vi vil bide skeer med. Det er derfor, vi er her til Yonex DM – for at vise, at vi er på rette vej, fortæller Rasmus Fladberg.  

Næste kamp spilles senere torsdag aften, hvor parret møder Kristoffer Knudsen/Mikkel Elbjørn Larsen fra KMB2010. En kamp det forholdsvis nye makkerpar ser frem til. 

- Det er en rigtig svær modstander. Vi skal tage de ting med, som vi gjorde godt i vores første kamp og fortsætte med at være kompromisløse i vores spil. Så må vi se, om vi er heldige og gode nok til at slå dem. 







 
Delete item?