Cookies
Badminton Danmark

Udeholdene tog første stik i kvartfinalerne

1/31/2017 9:46 AM |  XXBadminton DK res |  Stine Greve


Her til aften syntes det ikke at være en fordel at spille på hjemmebane, da de første kvartfinaler i Badmintonligaen blev afviklet. Således endte alle tre kvartfinaler med sejre til udeholdene. 


Efter en længere pause var det i aften endelig tid til mere badminton i verdensklasse rundt omkring i de danske haller, da tre ud af fire af Badmintonligaens kvartfinaler blev skudt i gang.


I Højbjerg ventede der en stor udfordring for hjemmeholdet, idet de suveræne vindere af grundspillet, Skovshoved, kom på besøg. Skovshoved stillede med flere af de danske verdensstjerner på holdet, hvilket sikrede dem en komfortabel 4-1-sejr og dermed også et godt udgangspunkt forud for returopgøret. Damedoublen blev ikke spillet, da man i kvartfinalerne stopper kampen, når det ene hold har sikret sig sejren.


I Odense var Vendsyssel næsten lige så store favoritter, som Skovshoved var i Højbjerg. De fynske spillere var sat på lidt af en opgave mod nordjyderne, som kun tabte to holdkampe i grundspillet. Gæsterne tilspillede sig en 4-2-sejr, hvor den eneste tætte kamp kom i første herresingle. Her vandt Vendsyssels Victor Svendsen 20-22, 21-16, 21-14 over Steffen Rasmussen, og afgjorde reelt holdkampen.


Aftenens, på papiret, mest spændende kvartfinale blev spillet i Greve Idrætscenter, hvor Team Skælskør Slagelse var på besøg. Her endte det ligeledes 4-2 til udeholdet, men der var spænding lige til det sidste.


Klik her for at læse Yonex DM 2017 Badminton Magazine


Team Skælskør-Slagelse havde rystet posen en smule forud for kampen, hvilket betød, at den normale singlespiller Joachim Persson var at finde i herredoublen sammen med Anders Skaarup. Til gengæld var Kim Astrup rykket over i mixeddoublen sammen med Line Kjærsfeldt, mens Mette Poulsen tog sig af damesinglen.


Den overraskende opstilling gav gæsterne sejr i mixeddouble og damesingle, mens hjemmeholdet snuppede herredoublen i tre sæt. Ved stillingen 3-2 i gæsternes favør skulle første herresingle mellem hjemmeholdets Kim Bruun og gæsternes Hans-Kristian Vittinghus afgøres.


Vittinghus tog sig nogenlunde sikkert af første sæt med 21-17, men andet sæt blev noget mere spændende og medrivende. Til sidst kunne Vittinghus dog slippe jublen løs sammen med resten af holdkammeraterne, da han snuppede sættet 26-24 og dermed sikrede holdet den vigtige 4-2 sejr.


Ud over kvartfinaler blev der til aften også spillet ligakvalifikation, hvor Ikast tog i mod Aalborg Triton, mens Aarhus AB havde besøg af Gentofte. 


Ikast sikrede sig en vigtig 4-2 sejr, mens Gentofte sikrede sig et ganske godt udgangspunkt forud for returopgøret ved at spille 3-3 i Århus. Det er først i den anden kvartfinalekamp, at der spilles med Golden Set. 


Den fjerde og sidste kvartfinale står mellem Værløse og Solrød Strand. De spiller det første opgør tirsdag den 7. februar, hvor der også er returopgør for aftenens kampe. Der er altså lagt i kakkelovnen til en rigtig spændende tirsdag om en uges tid, og vi glæder os!


Heldigvis er der mulighed for at se klassebadminton allerede igen fra i morgen, hvor Yonex DM starter i Aarhus!


Skal du med til Yonex DM? Klik her for at sikre dig din billet!







 
Delete item?