Efter et intenst grundspil er det nu blevet tid til det afgørende slutspil i Badmintonligaen.
I aften bliver der atter varmt i de danske badmintonhaller, når Danmarks bedste badmintonliga byder op til badminton i verdensklasse og varmer op til YONEX DM 2017.
Højbjerg tager imod grundspilsvinderne fra Skovshoved, mens Odense OBK lægger hal til det første kvartfinaleopgør mod Vendsyssel, som kun tabte to ud af ti grundspilskampe.
Det mest jævnbyrde opgør på papiret står mellem Greve og Team Skælskør-Slagelse.
Kun ét point skilte de to klubber ad i grundspillet, og den indbyrdes kamp endte med en Golden Set-sejr til TSS, da Anders Skaarup/Line Kjærsfeldt slog Mikkel Delbo Larsen/Isabella Nielsen 21-10, hvilket sikrede en samlet sejr på 4-3 i holdkampen.
I herredoublefighten mellem Kim Astrup/Anders Skaarup og Mathias Christiansen/David Daugaard fik de unge Greve-spillere en vigtig sejr på 21-19, 21-18. I kvartfinalen har TSS valgt at bytte Kim Astrup ud med Joachim Persson, og det skaber en helt ny spænding, mener David Daugaard.
- Jeg tror, at det bliver en anden herredoublekamp, end vi så i den første kamp, da de har valgt at sætte Kim Astrup over i mixeddoublen og Joachim Persson over i herredoublen. For vores vedkommende er det en fordel, da Kim Astrup er en klart bedre herredoublespiller end Persson, men desværre vil det nok svække vores mixeddouble, da de har sat Kim Astrup og Line Kjærsfeldt sammen, siger David Daugaard.
- Jeg tror, at man kan forvente mange kampe med højt niveau. Utrolig mange lige kampe. Vi har rigtig mange spillere på hvert hold med utrolig højt niveau, så jeg tror, at det bliver rigtig spændende.
Alle tre holdkampe begynder kl.19.00 og kan livestreames på
zibrasport.dk.
Tirsdag den 31. januar kl.19.00 (kvartfinaler og ligakvalifikation):
Kvartfinaler (runde 10)
Højbjerg - Skovshoved, klik her
Odense OBK - Vendsyssel, klik her
Greve - Team Skælskør-Slagelse, klik her
Ligakvalifikation (runde 8/10)
Aarhus AB - Gentofte, klik her
Ikast - Aalborg Triton, klik her
Som noget nyt har du også mulighed for at følge med på livescore på Zibrasport, mens du livestreamer kampene.