Cookies

Superseries-sæsonen kulminerer i Dubai

12/11/2016 11:31 AM |  XXBadminton DK res |  Kristine Liv Lund-Pedersen
Badmintonfans over hele verden har med spænding set frem til næste uge, hvor superseries-finalerne spilles i Dubai. Der er både stor prestige og gode pengepræmier på spil i en turnering, hvor Danmark deltager med seks konstellationer.

Mandag er der fest, farver og flotte kjoler i Dubai, når toppen af international badminton mødes til gallafest inden det på onsdag går løs til superseries-finalerne. De otte bedste, dog maximalt to fra hvert land, på superseries-ranglisten i hver af de fem kategorier mødes nemlig i den prestigefyldte turnering, hvor der uden tvivl kommer til at blive spillet badminton i verdensklasse.

Fra Danmark deltager Jan Ø. Jørgensen og Viktor Axelsen i herresingle, Mads Pieler Kolding/Mads Conrad-Petersen og Mathias Boe/Carsten Mogensen i herredouble, Christinna Pedersen/Joachim Fischer i mixdouble og Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl i damedouble.

Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl er anden seedet i turneringen, når der fortages lodtrækning til puljerne mandag aften, og de to ser frem til at komme i aktion.

- For vores vedkommende er det også de otte bedste på verdensranglisten, der er med, så lodtrækningen er måske ikke så vigtig, som den har været andre år. Men det er selvfølgelig fedt at være seedet nummer to, så vi undgår japanerne (Matsutomo/Takahashi red.) i puljen. Det er en benhård turnering, men vi glæder os, og har tænkt os at give den alt, hvad vi har, siger Kamilla Rytter Juhl.

Den succesfulde danske damedouble er desuden nomineret til årets kvindelige badmintonspiller i et meget stærkt felt, og dette glæder naturligvis også Rytter Juhl.

- Det er vi helt sikkert stolte af. Det bliver svært at vinde titlen, men vi er meget stolte af bare at blive råbt op, som en af de nominerede, siger hun.

Jan Ø. Jørgensen er nomineret som årets mandlige badmintonspiller. Læs mere om nomineringerne og de andre kandidater til titlerne her.

Du kan følge kampene på TV 2 SPORT fra på onsdag klokken 10.







 
Delete item?