Cookies
Badminton Danmark

Skovshoved vinder topkamp i Skælskør

12/5/2016 10:42 PM |  XXBadminton DK res |  Stine Greve


Badmintonligaens nummer et og to tørnede her til aften sammen i en kamp om førstepladsen, da Team Skælskør-Slagelse hjemme tog imod Skovshoved. Det endte med en 4-2-sejr til gæsterne.


Skovshoved var inden aftenens opgør tre point foran Skælskør-Slagelse i tabellen. Med overbevisende sejre fra de seneste kampe i ligaen, virkede de på forhånd spillemæssigt en smule mere oven på end aftenens værter, der overraskende smed et enkelt point mod Ikast i forrige spillerunde.


”Skovserne” levede op til favoritværdigheden, da de sikrede sig en sejr på 4-2 efter flere velspillede kampe i Skælskør Badminton Center.


Til publikums store skuffelse startede det ikke godt, da først Kim Astrup måtte trække sig fra mixeddoublen bagud 10-5, og siden måtte også Joachim Persson kaste håndklædet i ringen med det, der lignede en meget smertefuld fibersprængning i læggen. På det tidspunkt var han bagud 6-17 i anden herresingle.


Det gav en hurtig 2-0-føring til Skovshoved, og da Emil Holst kort efter slog Hans-Kristian Vittinghus blev 2-0 vekslet til 3-0.


Klik her for at se stillingen i Badmintonligaen efter årets sidste spillerunde.


Dermed var der maksimalt pres på hjemmeholdet, som dog sikrede sig både herredoublen, hvor Skovshoved i dag var uden Carsten Mogensen, og damesinglen i tre sæt og reducerede til 2-3 inden damedoublen.


Her var Claudia Paredes/Kamilla Rytter Juhl oppe mod Mette Poulsen/Josephine Van Zaane, og der manglede ikke meget, førend Skælskør-Slagelse parret havde skabt den lille overraskelse, en sejr til dem ville have været. I sidste ende gik damedoublen dog Skovshoveds vej med 21-18, 21-17 i en af aftenens mest medrivende kampe.


2-4 blev det også i Solrød Strand, hvor Odense OBK var på besøg samt i Århus, hvor Aarhus AB tog imod Greve. 


Vendsyssel overhaler Team Skælskør-Slagelse i tabellen efter sejr på 5-1 over Ikast. Også Værløse ånder vestsjællænderne i nakken, da de sikrede sig en sikker sejr på 5-1 hjemme over Højbjerg. De er stadig nummer fire i ligaen a point med Skælskør-Slagelse på tredjepladsen og to point efter Vendsyssel på anden pladsen.


Dermed skete der spændende ændringer i tabellen efter årets sidste runde i Badmintonligaen, som holder juleferie frem til 3. januar.


Sådan gik det i aftenens kampe i Badmintonligaen:

Solrød Strand – Odense OBK: 2-4

Team Skælskør-Slagelse – Skovshoved: 2.4

Vendsyssel – Ikast: 5-1

Værløse – Højbjerg: 5-1

Aarhus AB – Greve: 2-4







 
Delete item?