Det var så spændende i aftenens runde af Badmintonligaen, at det næsten var forbudt for børn. Det blev til hele tre Golden Set-afgørelser og to smalle 4-2-sejre.
Efter sjette runde i Badmintonligaen holder Skovshoved fortsat fast i førstepladsen, da de her til aften slog Værløse 4-2 i en meget spændende holdkamp, hvor især Natalia Koch Rohde og Julie Dawall Jakobsen gav hinanden kamp til stregen. Dawall vandt i sidste ende 16-21, 21-16, 22-20.
De nærmeste forfølgere fra Team Skælskør-Slagelse skulle derfor hente tre point mod et af ligaens bundhold, Ikast, som inden i aften stadig havde sine første ligapoint til gode. Det undertippede jyske mandskab bed dog gevaldigt fra sig på hjemmebane, og tvang favoritterne ud i Golden Set.
Her viste gæsterne sig dog at være for stærke, og snuppede en samlet 4-3 sejr. Golden Set-afgørelsen betyder dog, at Ikast i aften fik sit første point i Badmintonligaen.
Klik her og følg med i vores julekalender på vores Facebook-side
I Odense skulle der også et Golden Set til at afgøre kampen mellem Odense OBK og Greve. Odense kom godt fra start og kom foran 3-1, men Greve svarede godt igen og fik udlignet til 3-3. Gæsterne fuldendte comebacket, da Kim Bruun sikrede sejren i Golden Set med 21-14 mod Patrick Bjerregaard.
Klik her for at se den samlede stilling i Badmintonligaen.
Det mest spændende Golden Set blev spillet i Højbjerg, hvor Solrød Strand var på besøg. Efter en tæt mixeddouble-afgørelse til 3-3 i den ordinære kamp, blev Golden Set også udkæmpet i denne kategori.
Igen blev det spændende, og de to par fulgtes ad hele vejen. I sidste ende havde hjemmeholdet dog de afgørende marginaler, og Alexandra Bøje/Mathias Bay-Smidt slog Alexander S. Bond/Lena Grebak 22-20.
Ligesom Ikast havde Aarhus AB heller ikke tilspillet sig nogle point inden i aften, så det skulle de forsøge at lave om på hjemme mod Vendsyssel. Det blev dog heller ikke denne gang, at det skulle lykkes for århusianerne at komme på tavlen, da gæsterne løb med en sejr på 4-2.
Med aftenens sejr overhaler Vendsyssel Værløse i den samlede stilling, hvor nordjyderne nu indtager tredjepladsen. Skovshoved fik øget deres forspring til Team Skælskør-Slagelse, så de nu fører med 3 point.
I den nedre halvdel af tabellen fik Højbjerg lagt lidt afstand til Ikast og Aarhus AB i bunden med aftenens vigtige Golden Set-sejr.
På mandag får Team Skælskør-Slagelse muligheden for at lukke forspringet på de tre point op til Skovshoved, når de to hold tørner sammen i det vestsjællandske. Omvendt kan Skovshoved med en sejr for alvor skabe en hul ned til nummer to. Ligaens øvrige hold skal selvfølgelig også i aktion mandag aften.
Lad os krydse fingre for endnu en spændende runde i Badmintonligaen, vi glæder os!