Badminton Danmarks Hovedbestyrelse inviterer alle DH-klubber til debatmøder om mulige forbedringer af reglerne i Danmarksserien og divisionerne.
En del af de nuværende regler i DH-turneringen (Danmarksserien og divisionerne) er mere end 60 år gamle, og Badminton Danmarks Hovedbestyrelse har derfor besluttet, at der skal foretages en revision af reglerne for at få afklaret om de fortsat er tidssvarende.
Alle DH-klubber har i sidste uge modtaget en invitation til de kommende møder, der afholdes i Brøndby, Odense, Aarhus og Aalborg.
Og der er nok at forholde sig til. Er der eksempelvis for få holdkampe på en sæson? Skal der være flere hverdagskampe? Er det bedre at køre langt til en holdkamp, hvis det bliver en mere jævnbyrdig kamp? Og skal der indføres golden set i alle rækker?
Det første møde afholdes allerede onsdag den 23. november i Brøndby, og der er tilmeldingsfrist fredag den 18. november.
Vi glæder os til at se jer til en god debat.