I forbindelse med Yonex Denmark Open har forbundsdommer-bedømmerne afholdt seminar.
De første dage gik med teoriundervisning, samt evaluering af et nyt bedømmelsessystem.
Førhen fik forbundsdommerne en bedømmelse efter kampen, der eksempelvis kunne ende ud i karakteren "God".
I det nye bedømmelsessystem anvendes i stedet et talsystem, hvor også kampens sværhedsgrad indgår i bedømmelsen. Det nye system blev om tirsdagen testet på nogle af de danske dommere, hvor 10 bedømmere sad og kiggede på den samme dommer under en kamp.
En temmelig sveddryppende oplevelse for dommerne, men de klarede det til bravur.
Det nye bedømmelsessystem vil i løbet af kort tid blive taget i brug af alle forbundsdommer bedømmerne.
Formålet med seminaret var dobbelt: Bedømmerne skal være ordentligt uddannede, og de skal helst bedømme så ensartet som muligt. Regelmæssige bedømmelser af de danske badmintondommere er vigtigt, idet det medvirker til, at dommerne holder et højt professionelt niveau til gavn for badmintonsporten.
Ansvarlig for seminaret var Peter Ganes, der er formand for Badminton Danmarks Bedømmerudvalg.