Det hele startede med et ønske - et ønske om at komme til at svømme med delfiner et af de steder i verden, hvor de er allerbedst til at bruge delfiner i træning af folk med hjerneskader.
Ønsket kom fra Simone, turen til delfincentret kom fra Make-A-Wish Ønskefonden og delfinerne kom fra Island Dolphin Care i USA.
Simone er 20 år og født med en hjerneskade, og før træning og motion kom ind i hendes liv, kunne hun ikke meget selv. Den 31. maj løber hun med i Ønskeløbet i Albertslund.
Mødet med Team Tvilling
Selvom træning og en enorm viljestyrke har gjort en verden til forskel for Simone, er hun stadig udfordret af sin fysik, så hun har allieret sig med triatleten Michael Strøm fra Foreningen Team Tvilling, som lægger ben til, når de to sammen gennemfører 10-km-ruten på Ønskeløbet. Ingen, der har mødt de to, er i tvivl om kemien mellem dem - og kemien er vigtig. “Jeg har en baggrund i forsvaret og udsendelse til krigsområder i flere omgange og har oplevet nedturen da jeg kom hjem. På den måde har Simone og jeg det til fælles, at vi ved, hvordan det er at kæmpe sig tilbage til noget, der ligner en normal hverdag”, siger Michael.
Det handler om viljen
Simone og Michael er enige om, at det handler om viljestyrke - at sætte sig et mål og forfølge det. “Hvis nogen siger: ‘Det kan du ikke’, så tænker jeg: ‘Jeg skal vise dem!’”, siger Simone, og fortsætter “Jeg vil f.eks. ikke finde mig i ikke at kunne dyrke sport. Selvfølgelig kan jeg det! For mig er hvert eneste skridt et skridt mod helbredelse”, og selvom det kun er knap to måneder siden, Simone og hendes mor, Bettina, kom i kontakt med Simones nye løbeben, Michael, er fremskridtene imponerende.
Vilje og selvkontrol er altafgørende, når Simone sidder i vognen, for hun bliver tit mødt af spørgmålet om, hvor hårdt det egentlig er at gennemføre, når hun bare skal sidde i vognen og lade Michael klare det hårde arbejde. Men det er hårdt - også for Simone. Det handler om koncentration og om at styre fysikken til at holde sig i ro, selvom kroppen nogen gange vil noget andet og gør som den vil. Sammen med alle de mange indtryk fra turen, gør det turen til en hård nyser for både benene, Michael, og hjernen, Simone. Sådan betegner de selv deres indbyrdes forhold.
Nu gælder det Ønskeløbet
Til maj stiller de til start i Ønskeløbet. Træningen er godt i gang med ture på omkring 8-10 km afhængig af vejr, vind og dagsform, men antallet af kilometer er ikke det vigtigste. “Det handler om oplevelsen - at rykke nogle grænser, mærke fremskridtet”, siger de to atleter i kor.
Og fremskridt er der mange af. Da Simone startede med sin træning som 5-årig var hun 22% af normaludviklingen i forhold til raske børn. I dag er hun 83%, hvilket kun er 8% fra at blive sendt ud i den virkelige verden som selvkørende, som mor-Bettina så rammende siger det.
Men det stopper ikke ved de fysiske fremskridt, for Simone bliver en stærkere, modigere, og mere initiativrig pige for hver dag der går. Konstant kaster hun sig ud i nye projekter, nye opgaver og nye udfordringer - for hun ved, at hun kan. Et af de seneste skud på stammen er hendes spritnye hjemmeside, simonesdrøm.dk.
Når Ønskeløbet er overstået, venter nye udfordringer, for faktisk er Ønskeløbet kun træning til noget endnu vildere; En halv ironman til Challenge Danmark den 13. juni, hvor Michael har inviteret Simone med på det afsluttende halvmarathon. Følg Simones projekt på simonesdrøm.dk.