Cookies

Byggeplanerne for badehotellet efterår/vinter i 2023.

9/5/2023 9:58 AM |  Køge Marina |  Anita
Kære beboere, bådejere, erhvervsdrivende og interessenter 
Hotelbyggeriet på Køge Marina går nu ind i næste etape, hvor selve bygningen skal opføres. Vind og vejr har udsat processen, men nu begynder monteringen af bygningselementerne. 

Det betyder tung transport med byggematerialer og aktivitet fra to mobile kraner på byggepladsen, men det er også et skridt videre mod det kommende badehotel ved Nordstranden, der med 149 værelser vil skabe både liv, trafik og arbejdspladser på marinaen.

Fra byggeriets side gør man alt, hvad man kan, for at forebygge støjgener, og fordeler fx læs på bilerne, således at der er mindst muligt trafik, ligesom byggeriet bliver inddelt i etaper, som minimerer gener fra støj. Fra byggepladsen kan forventes almindelig monteringslarm, men ikke særligt støjende arbejde. 

Køge Kommunes Miljøafdeling følger situationen tæt og holder øje med, at byggeriet lever op til de gældende retningslinjer. Hvis man har spørgsmål, kan man kontakte Miljøafdelingen på miljo@koege.dk eller ringe til dem på 56 67 20 24.

Byggeplanerne for badehotellet efterår/vinter i 2023:
•Der bliver aktivitet med kraner på byggepladsen og tung transportover efteråret og indtil cirka uge 52. 
•To mobilkraner flyttes rundt på pladsen efterhånden, som byggeriet skrider frem. Der vil kunne foregå larmende arbejder, når der monteres.
•Byggeriet etablerer i første omgang kælderen til badehotellet, og bygningen er opdelt i afsnit/etaper for at optimere arbejdsflow men også for at minimere gener fra støj mv.
•Adgangen til Tangmoseskoven oppe ved de udendørs træningsfaciliteter forbliver afspærret indtil foråret 2024. Det forventes ikke at afspærre andre veje i perioden.
•I uge 52 forventes råhuset at være rejst.
•Det forventes ikke at indstille byggeriet i ferieperioder.
Køge Marina udvikler sig – planerne på længere sigt

Marinaen er gennem flere år blevet udbygget fra lystbådehavn til arealmæssigt at være Danmarks største marina. De store arealer kalder på store planer – derfor byder de kommende år på endnu mere udvikling af marinaen, som dermed bliver en endnu større attraktion for borgere både i og uden for Køge Kommune. 

Den nuværende indkørselsvej skal afløses af en nordlig vej, der vil føre ned til badestranden og det nye store badehotel, der ledsages af 200 planlagte parkeringspladser. Herfra vil også være nem adgang til havnebad og sauna. 
En sydlig vej skal føre til lystbådehavnen og amfiteateret, og centralt på marinaen er der med tiden et ønske om et søsportscenter til brug for foreninger, et bredere strøg og mulighed for flere spisesteder, kultur- og fritidsaktiviteter. 

Byggeprojekterne er fundamentet for udviklingen af området, og de vil til tider medføre gener. Derfor vil vi fra Køge Kommunes side gøre vores bedste for at holde beboere, erhverv og brugere af området orienteret om udviklingen. 







 
Need a free website?

Contact us at:

contact@OfficeTray.com
(+45) 43 47 00 14
Design Examples
Contact etc.

Delete item?