Cookies

Ny tennishal - forklaring om gulvfarver og balkon

9/1/2011 12:11 AM |  Skovshoved Idrætsforening |  Henning B. Clausen

Farven på tennisgulvet er i øjeblikket genstand for en intern debat i SIF. Det samme er balkonen i hallen. Læs her Steffen Moe’s (medlem af haludvalget) forklaring.

Forklaring:

Det er Gentofte Ejendomme der er arkitekt på byggeriet og som har ansvaret for det, og derfor i sidste ende dem man skal tale med, men jeg vil gerne give nogle oplysninger som jeg er bekendt med.

Ad gulvfarven

Tennisafdelingen har besluttet at gulvet ikke er dimensioneret ud fra elitehensyn, derfor er gulvunderlaget mellemblødt, så også motionister og veteraner har glæde af det og et komfortabelt gulv. Tennisafdelingen har desuden godkendt farvesætningen i hallen. Hvert menneske har sin opfattelse af farver og hvad man synes er pænt, så det vil jeg ikke gå nærmere ind på, men blot sige at farvesætningen ikke er dannet ud fra SIFs logo. Det var en sammenhæng jeg ”opdagede” da jeg skrev nyhedsbrev på et tidspunkt – andet ligger der ikke i det.

Vedrørende lysniveauet er det allervigtigste, at der er lyspå bolden. Derfor er der gjort meget ud af lysniveauet som bliver højt og meget jævnt fordelt, fordi hallen er så høj som den er. Desuden skal der være kontrast mellem bold og baggrundsfarve. Derfor bliver bagvæggene relativt mørke, og med hensyn til gulvet danner den røde farve bedre kontrast end den grønne, idet bolden jo er gul eller hvid. (Det er jo heller ikke tilfældigt, at man anvender rødt grus på udvendige baner). Det er en stor fordel for især lidt ældre spillere, der jo ikke ”altid kan se linierne” (-eller hvad?). Baggrundsbelysningen i hallen som sådan, skulle i virkeligheden helst være ”helt sort”, og kun med lys på banen. Det kender vi fra TV transmissioner fra stævner, hvor baggrunden (tilskuerne) er hel ”sorte”, fordi de er ubelyst. Så resultatet er at lysforholdene i vores hal bliver nær det perfekte.

Desuden er den grønne farve man har set indtil nu, det første lag, som altid er lysere end de efterfølgende, så selv med en grøn farve ville udstrålingen fra gulvet blive mindre end den man har set. Så vent til det endelige resultat er at se, og prøv at spille før du bedømmer.

Ad balkonen

Helt generelt kan jeg oplyse, at alle de nye ombygninger er dimensioneret, så de er multianvendelige, og det gælder også tennishallen. Derfor er de to store arealer ved siden af tennisbanerne, som er i gulvplan og stueplan, beregnet til at kunne bruges af andre end kun tennisspillere. Arealet er ca. 2 X 150 m² = 300 m², hvilket er et meget stort areal. På 1. sal kan eks. være ”lektierum” for børn, bordtennis, taktikmøde for fodbold eller andet. Derfor er - ud fra negative erfaringer fra andre tennisklubber - etableret en lukket brystning, så der ikke er indkig nedefra banerne. Herved generer man ikke de spillere, der spiller tennis.

Desuden er der sikkerhedsmæssige forhold. Der må ikke være vandrette stænger, som børn kan kravle op på og ved lodrette stænger skal de stå meget tæt så små børn ikke kan klemme hovedet ind imellem dem. Glas er meget dyrt, kræver meget vedligeholdelse (rengøring) og giver generende reflekser. I ISIF ønsker vi ingen ulykker af den nævnte karakter og endelig er det Bygningsreglementet, der bestemmer højden af samme sikkerhedsmæssige grunde.

Hvis man vil sidde ned og se på sine kæreste og venner spille kan det foregå i stueplan, hvor der er rigtig god plads til at etablere bænke eller andet. På balkonen må man stå op og heppe.

Jeg håber at ovenstående forklarer og afmystificerer, hvordan det forholder sig, og også illustrerer, at vi får en af Danmarks mest moderne og flotte tennishaller, som jeg er sikker på vil få mange besøg af folk udefra, som vil sige ”bare vi kunne få sådan en hal”. De første har efter sigende allerede meldt sig.

Med venlig hilsen
Steffen Moe
Den 1.9.2011







 
Need a free website?

Contact us at:

contact@OfficeTray.com
(+45) 43 47 00 14
Design Examples
Contact etc.

Delete item?